Røde Orm på Moesgaard

Billetsalget er startet til storslået vikingesaga


Et unikt samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017 betyder, at taget på Moesgaard Museum i sommerperioden i 2017 vil omdannes til scene for fortællingen om ”Røde Orm” opført som en storslået udendørs teaterforestilling.

Forestillingen er én af kulturhovedstadsårets fire mega-events og opsættes af Det Kongelige Teater i en spektakulær kulisse på taget af museet. 

Billetsalget er startet til forestillingerne i 2017 - billetter kan købes her på Det Kongelige Teaters hjemmeside

”Røde Orm” er en bearbejdelse af Frans G. Bengtssons verdenskendte roman af samme navn. Handlingen i forestillingen vil være, at man følger hovedpersonen Orm, der som knægt tages til slave på et vikingeskib og med sit iltre temperament langsomt accepteres som medlem af besætningen. Nu starter et begivenhedsrigt eventyr, der fører Orm på vikingetogter gennem Europa og Mellemøsten, inden rejsen ender ved Harald Blåtands borg i Jelling. Midt i togterne, farerne og prøvelserne finder vores hovedperson tid til både kærlighed, fjendskaber og livslange venskaber.

100.000 publikummer får mulighed for at opleve forestillingen på taget af Moesgaard Museum.