Skuespillere på plads

Medvirkende i Røde Orm offentliggjort

Det Kongelige Teater offentliggør nu i deres sæsonprogram navnene på de skuespillere, der medvirker i fortællingen om Røde Orm, når taget på Moesgaard Museum i sommeren 2017 omdannes til en gigantisk scene. Forestillingen er et unikt samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Moesgaard Museum og Aarhus 2017.

De medvirkende er: Andreas Jebro, Ole Thestrup, Rasmus Botoft, Lars Simonsen, Henrik Birch, Morten Brown, Steffen Eriksen, Christine Gjerulff, Rasmus Hammerich, Jakob Hannibal, Allan Helge, Joen Højerslev, Lise Koefoed, Søren Poppel m.fl.

Om forestillingen skriver Det Kongelige Teater: ”Røde Orm er en bearbejdelse af Frans G. Bengtssons verdenskendte roman af samme navn. I en eventyrlig og heroisk fortælling følger vi den unge vikingehøvding Røde Orm, der hvirvles ind i religiøse og verdslige magtkampe. Han når både at blive en af den danske Kong Haralds mest trofaste støtter - og tronarvingen Sven Tveskægs værste fjende. Midt et virvar af magtkampe og syngende sværd tvinges den modige Orm til at satse liv og lemmer i elskovsfuld kærlighed til kongedatteren. Orm er både en kløgtig, snarrådig høvding og en stærk kriger, der ikke står i vejen for et godt slagsmål. Vikinge-eposset er fortællingen om mænd med stort M, der slås, smadrer, drikker og ler, bagstræberiske magtkampe og ubrydeligt sammenhold fuld af humoristisk mandehørm, der leder tankerne hen på filmdramaer som Ringenes Herre eller Game of Thrones.”

100.000 publikummer har mulighed for at opleve forestillingen. Billetter kan købes via Det Kongelige Teater.