Tema-rundvisninger

Kom med på en spændende rundvisning i museets udstillinger, hvor historierne står i kø for at blive fortalt. Hvad enten det er historien om Grauballemanden, krigerne i Illerup Ådal, De Dødes Dag i Mexico eller noget helt fjerde.

Alle rundvisninger indledes med en introduktion til museet efterfulgt af et af nedenstående temaer. Hvis der er særlige ønsker til temaet eller kombinationer af nedenstående, tilrettelægger vi gerne specialrundvisninger. 

1. På rejse i Oldtiden

Kom på en rejse gennem oldtiden og mød datidens mennesker, hør deres historier og få mere at vide om deres verden. Kig ind i bronzealderens gravhøj og træd ud i jernalderens mose, og få mere at vide om mosens offerfund fra Grauballemanden til våbnene fra Illerup Ådal. Hør alle de spændende historier og se genstandene, der knytter sig dertil.
Rundvisningen slutter af med en introduktion til vikingernes Aros.

2. De Dødes Liv

Hvilken rolle spiller de døde i de levendes liv? Hør om relationen mellem forfædrene og de levende i forskellige nutidskulturer kloden rundt og bliv forundret over ligheder og forskelle imellem kulturerne. Få mere viden om genbegravelser i Uganda og tag på et besøg i Mexico til De Dødes Dag, hvor de døde en gang om året vender tilbage til de levende. Hør om hvordan jul, tordenskyer og forfædrene er forbundet hos Yolngu i det nordlige Australien, og om danskernes forhold til arvestykker. Hvad gemmer man og hvorfor?

3. Et moderne Elverhøj

Se nærmere på arkitekturen og hør om materialevalg, indretning og meget mere. Se udstillingerne og få de gode historier om bronzealderens mennesker, jernalderens sumpe og De dødes liv og hør om tanker og ideer bag netop disse udstillinger. 

4. De første indvandrere 

Træd ind i stenalderen sammen med de første indvandrere, som kom til den enorme tundra efter isen var smeltet for 14.000 år siden. Gå gennem et landskab, som forandrer sig fuldstændigt, og mød jægerne i kystskoven. Hør historierne om den besjælede skov og gå med på jagt. Mød de første bønder, som kommer til landet sydfra med dyrebart såsæd og en hel ny verdensopfattelse. Stenalderudstillingen rummer fortællingerne om, hvordan Danmark blev befolket gennem mere end 10.000 år.

5. Solens Folk

Hør om bronzealderens mennesker og den spændende historie om kontakten mellem det sydlige Skandinavien og resten af Europa. Oplev vulkanudbruddet på Santorini og hør om handlen med det antikke Grækenland og faraonernes Egypten, og om hvordan nordiske varer er endt ved Middelhavet og omvendt. Besøg gravhøjen Borum Eshøj og kom op på toppen og se stjernehimlen, som bronzealderens mennesker navigerede efter.

6. Jernalderens mose

Få mere viden om mosens betydning for jernalderbefolkningen og hør om tørvegravning, fiskeri, religion og krigsførelse, når turen går gennem oldtidens mose. Det var her, man ofrede lerkar med fødevarer, værktøj og andre dagligdags genstande. Det var også i mosen, at henrettede personer blev ofret og stedt til hvile, og denne rundvisning byder på et kig ned til Grauballemanden og historien om hans sidste timer. Et af de allerstørste fund fra jernalderen er våbenofringen ved Illerup Ådal - og der er rig lejlighed til at opleve datidens krigsførelse, og til at høre om, hvordan menneskerne levede.

7. Vikingernes Aros

Kom ind bag den store port til Aros og tag på en eventyrlig rejse til vikingernes verden med besøg i York, Ingelheim og Byzans, datidens supermagt. Besøg det ældste Aros og kom bag om vikingernes historie. Mød vikingerne som både var krigere og sørøvere, bønder og købmænd. Få et indblik i den nordiske mytologi og kristendommens begyndelse i Stavkirken, og hør om troens betydning for vikingetidens mænd og kvinder. 

8. Vikingemuseet

Besøg Vikingemuseet på Bispetorv og træd ned i det oprindelige vikingetidens Aros. Tre meter under nutidens gadeniveau gemmer der sig en historie om Aarhus’ vikinger og deres liv. Hør historierne om Harald Blåtands befæstning, Snaptunstenen med Loke og skelettet, som blev fundet midt på gulvet. Få mere at vide om byens volde og indbyggerne i vikingetiden på stedet, hvor historierne foregik.
Kombiner rundvisningen med en byvandring i det centrale Aarhus med fokus på kristendommens indførelse. Byvandringen slutter af i Vor Frue kirke.