MOMU goes viking

2017 står i vikingernes tegn på Moesgaard Museum. I anledning af det europæiske kulturhovedstadsår i Aarhus byder Moesgaard Museum på et væld af vikingeoplevelser. Få et overblik her

 

Hele året - Vikingeudstilling

Hele året kan man i museets udstilling blive klogere på vikingernes liv i det gamle Aarhus, der dengang hed Aros. Vælg en viking og følg ham eller hende på deres færd ud i verden. I foråret udvides udstillingen med endnu en rejsende viking, nemlig Røde Orm. I Frans G. Bengtssons fortælling opsøger Røde Orm de samme rejsemål, som museets udstilling om vikingernes eventyrlige rejser fortæller om. Dermed kan vi både invitere vores gæster ud på en helt særlig teaterrejse i naturen for hele familien og for skoleklasser, og bagefter lade dem følge samme spor i udstillingen, følge med Røde Orm på rejse, og blandt meget andet selv finde et sværd som Orms Blåtunge, slavekæder fra vikingeskibenes lastrum, sølvskatte fra de russiske floder og et lille vikingeskrin, som en vikingehøvding engang forærede munkene i et lille kloster i Spanien.

Maj og juni - Friluftsteater Røde Orm

Fra 24. maj - 1. juli opfører Det Kongelige Teater vikingesagaen Røde Orm som stort opsat friluftsforestilling på Moesgaard Museum. Forestillingen om Røde Orm er en af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017's fire MEGA events.
Der bygges en tribune op til publikum for enden af museets tagflade med plads til 3500 gæster pr. forestillingsaften. Forestillingen spilles dels på taget af museet og dels på en scene for enden af taget.   
Læs mere

Maj og juni - Vandringsforestilling og vikingegård

Fra 27. maj - 20. juni kan familier med børn og unge og skoleklasser opleve liv og glade dage på vikinge-storbondens gård udenfor museet og på en spændende vandringsforestilling, Orms Rejse, ude i naturen omkring museet.
Der skal bestilles billetter til vandringsforestillingen på forhånd.
Læs mere og bestil billet

Nord for museet bygges en vikingegård op og her er der blandt andet mulighed for at sanke og tilberede mad og gå til bords med vikingerne. Vikingegården kan besøges uden at bestille billet på forhånd. 

Juli - Moesgaard Vikingetræfs 40 års jubilæum

Oplev vaskeægte vikingeliv med håndværk, kampe og handel, når Moesgaard Museums Vikingetræf åbner dørene for publikum den sidste weekend i juli 28., 29. og 30. juli. Træffet fejrer i år 40 års jubilæum og det kommer ikke til at gå stille af.