Mød museet

Et aktivt samarbejde er grundlaget for et godt samarbejde. Det er derfor vigtigt for os, at vores samarbejdspartnere på forskellig vis får mulighed for at komme helt tæt på museets alsidige arbejde med formidling og forskning. 

Vi ønsker at involvere vores samarbejdspartnere i museet og dets udvikling og samtidig sikre, at sponsorerne møder hinanden og skaber nye forretningsrelationer. 

Sponsorerne - særligt erhvervsnetværket MoesgaardPartners - møder museet med fast frekvens gennem tilbagevendende arrangementer. Hertil kommer 'det lille ekstra', når museet inviterer til et eksklusivt besøg på en aktuel udgravning i Skødstrup, inviterer til særlige events på museet eller tilbyder billetter til koncert med jazzsangerinden Cæcilie Norby.

De faste morgenmøder i erhvervsnetværket byder på fx: 

Oplæg v. museets direktør, arkæologer og professorer om aktuelle udgravninger og revolutionerende fund, museets arbejde med de store særudstillinger, ny forskning v. museet, der når verden rundt og højaktuelle emner som en flygtninge- og migrationskrise, som fortidens folkevandringer sætter i et nyt perspektiv.

Vores konservatorer møder gerne op og supplerer oplægene med aktuelle fund af døde jernalderkrigere og træ, der viser sig at være fra Danmarks nu ældst kendte bro. Eller de tømmer en montre, så sponsorerne kan nærstudere det pragtsværd fra Illerup Ådal fundet, som Hollywood kopierede til Russel Crowe i filmen 'Gladiator'. 

Netværksmiddag i vikingernes tegn

Sponsorer og ledsagere blev ført ind i vikingernes univers med mjødsmagning, myter og fortællinger om mjødens betydning for vikingerne. Moesgaards leder af Vikingetræffet kastede lys over 'Vikingernes Emma' med en farverig introduktion til bordskik og etikette i Vikingetiden - ikke nødvendigvis eksempler til efterfølgelse.