Udstillingsteknik og opbevaring

For at sikre optimale opbevaringsforhold for museets mange genstande er det påkrævet med klimastyrede opbevaringsforhold. Ved at styre temperatur, lys og luftens fugtighed mindskes nedbrydningen af både organiske og uorganiske genstandstyper. Herved sikres og beskyttes genstandene i museets magasiner og udstillinger.

Ved meget sensitive og højt profilerede genstande fjernes ilten i montren, hvilket modirker oxidering, dvs. nedbrydning og farveændring.

I Moesgårds udstillinger fremvises genstandene ofte monteret og ophængt på specialfremstillede stativer/holdere af rustfrit stål udarbejdet af en konservator. Herved sikres en skånsom støtte kombineret med en optimal beskuelse for publikum.