Flot anmeldelse af Dialoger

Fin udstilling tager udfordring op, skriver Weekendavisen

”Hele molevitten har han (Christian Vium, red.) sammensat i en smuk udstilling, der benytter sig af alskens æstetiske, pædagogiske og mere klassisk videnskabelige greb. Der er montrer med feltnoter og skitsebøger samt antropologisk og kulturvidenskabelige litteratur med fremhævede citater af tænkere som Claude Lévi-Strauss eller Georges Bataille […] Der er smukke snelandskaber fra Sibirien på transparente nutidige portrætter af Jukagirfolket. Der er lyd- og videooptagelser. Der er direkte sammenstillinger af de gamle fotos og de nye ’re-enactments’ sat op som store fotostater på væggen”, skriver Weekendavisen i en anmeldelse af udstillingen Dialoger, som i øjeblikket kan ses i udstillingslaboratoriet på Moesgaard.

Udstillingen Dialoger er et resultat af antropolog og fotograf Christian Vium feltstudier i Sibirien, Australien og Amazonas, hvor Vium har medbragt fotografier, der viser områdernes oprindelige folk taget i forbindelse med 1800- og 1900-tallets ekspeditioner.

Både antropologer og dokumentarfotografer er, skriver Weekendavisen, berømte/berygtede for deres ’objektgørende blik’ på ’de fremmede’.

Men Christian Vium har i samspil med de nulevende efterkommere, som han har fremvist fotografierne for, genfortolket de originale fotos og forsøger på den måde at vende blikket. Og lykkes ifølge Weekendavisens anmelder med at tage udfordringen op. 

Også Politiken har været på besøg i udstillingen og har skrevet om antropolog Christian Viums arbejde med at gå i dialog med efterkommerne om fortidens blik og fremstilling af deres forfædre. Se artikel her  (kræver abonnement)

Udstillingen kan ses i museets udstillingslaboratorium frem til 27. maj.

Læs mere om udstillingen.