En grufuld historie

Arkæologisk udgravning i Skæring ved Aarhus afdækker en historie om både forsøg på mord og indebrænding

Arkæologerne på Moesgaard Museum er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en arkæologisk udgravning i Skæring, der er med til at afdække en grufuld historie om hårde godsejere og forsøg på mord og indebrænding.

Til august påbegynder Arbejdernes Andels Boligforening opførelsen af ca. 80 boliger på Hjortshøjvej i Skæring. Ikke alene kommer de nye huse til at ligge i naturskønne omgivelser med bæk og nærliggende skov, - lokaliteten har også en stor kulturhistorisk værdi, som i disse dage bekræftes af undersøgelser varetaget af Moesgaard Museums arkæologer.

Skæring Munkegård nævnes i 1554, hvor gården betaler en afgift til Øm Kloster. Det bekræfter, at gården i middelalderen ejedes af klostret vest for Skanderborg. Under udgravningen er fremkommet spor efter adskillige bygninger samt brønde fra den tid, hvor gården var en del af klostrets enorme fæstegods.

I første halvdel af 1500-tallet nævnes gården ofte i kildematerialet og gerne i selskab med andre store godsbesiddelser, hvilket viser, at gården allerede fra 1500-årene fungerer som en hovedgård i Egå sogn. I samme periode skifter gården hænder et utal af gange og ejes af mere eller mindre kendte adelige familier og stormænd, heriblandt slægten Rosenkrantz, der i dag stadig kendes fra det nærliggende Rosenholm Slot.

I 1669 overgår Skæring Munkegård til den lavadelige Jesper Thygesen, og det er fra dette tidspunkt, at arkæologerne kan begynde at se et sikkert samspil mellem kildematerialet og levnene i jorden. Det vides nemlig, at Jesper Thygesen nedbryder sit lille voldsted Kirkholt ved Segalt ca. 10 km nord for Skæring Munkegård og benytter byggematerialer herfra til ombygningen af gården i Skæring.

I 1700-tallet overtog hårde godsejere og grufuldheder

I 1716 besidder enken Maren Thygesen gården, som hendes farfar ombyggede i 1669. Hun gifter sig to år senere med sin afdøde mands skriver Rasmus Randlev. Hr. Randlev var tilsyneladende en særdeles hård og ubehagelig arbejdsgiver for hovedgårdens fæstebønder. I hvert fald beslutter en del af dem sig for at skille sig af med hr. Randlev. Først forsøger de uden held at skyde ham, og dernæst hyrer de i 1727 soldaten Peder Munk til at nedbrænde den firlængede gård, hvilket lykkes med stort held, dog heldigvis uden tilskadekomne.

”Synsmændene, som efterfølgende besigtiger brandtomten, nedfælder en udførlig beskrivelse af gårdens bygninger”, beretter udgravningsleder Hans Skov.

”Det er ruinerne af denne nedbrændte gård, der nu bliver udgravet i Skæring, og den sirlige opmåling fra 1727 stemmer flot overens med de arkæologiske resultater”.

Sammenfaldende gælder især for hovedhusets to smukke, brolagte kældre, som ligger dybt i jorden, og derfor har været bedre beskyttet mod tidens tand. Gårdens østlige længe, som rummede bl.a. borgestue (opholdsstue for tyendet på gården) og vognport, er også blevet påvist, ligesom brændt tømmer fra bindingsværk og rødmalet puds. Rasmus Randlev formår i løbet af 1727 at opføre et nyt gårdsanlæg, som dog forsøges afbrændt igen i januar 1728. Denne gang mislykkes aktionen, og kun den sydlige længe går til, og til gerningsmændenes uheld findes resterne af en udgået fakkel benyttet under ildspåsættelsen. Det står nu klart, at brandforsøgene er forsætligt påsatte, og en retssag ruller herefter i adskillige år. Resultatet af retssagen er en jammer af ulykke, henrettelser, fallit og fattigdom. Rasmus Randlev selv ender efter sigende sine dage på et usselt loftsværelse i Aarhus i 1757.

Det er et paradoks, at der ud af så drabelige og ulykkelige begivenheder kan skabes begejstring, men arkæologerne kan ved denne undersøgelse virkelig tale om ”held i uheld”.

Der har netop været premiere på et afsnit af den populære tv-serie Arkæologien Rundt, der vises på DK4, der netop omhandler de arkæologiske undersøgelser ved Skæring Munkegård.

 

Fotos fra udgravningen

Billede 1: Kælder fra 15-1600-tallet under stuehuset som nedbrændte i 1727.

Billede 2: Udgravningen af gårdanlægget med de mange kældre, brolægninger og brønde var en større opgave for arkæologerne end ventet og udgravningerne kunne ikke være udført så heldigt uden uvurderlig hjælp fra mange amatørarkæologer, bl.a. Mogens Tusborg fra Randers