Fokus på det fælles

Ambitionen med udstillingen er at sætte fokus på det alle mennesker er fælles om, og de vilkår vi alle møder og lever med i en tid, hvor mange er meget optagede af forskelle og det fremmedartede.

”Som kulturhistorisk museum arbejder vi på Moesgaard Museum med arkæologi og etnografi. Stort set alle de genstande og samfund, vi beskæftiger os med, er forbundet med nogle grundlæggende vilkår for det at være menneske. Grundvilkår, der er fælles for alle mennesker gennem hele oldtiden og frem til i dag, og overalt på jorden til alle tider," siger tidligere direktør Jan Skamby Madsen fra Moesgaard Museum. 

Han og museets udstillingsteam har i samarbejde med chef for Filmby Aarhus, Carsten Holst, forhenværende biskop i Aarhus, Kjeld Holm, og filminstruktør Christoffer Boe fra Zentropa defineret filmudstillingens koncept og temaer. Den filmiske produktion er skrevet og instrueret af Christoffer Boe og produceret af Zentropa. Opbygning og iscenesættelse af udstillingen står Moesgaard Museums egen udstillingstegnestue for.

Særudstillingen er skabt i samarbejde med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Filmby Aarhus og Zentropa. Udstillingen er støttet af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og indgår i kulturhovedstadens Rethink-tema. Købmand Herman Sallings Fond, Filmby Aarhus og Krogagerfonden har ligeledes støttet udstillingen.