De Dødes Dag i Mexico

Når dine døde fester med

Uddrag af Rafael Martinez de la Cruz og Ane Bonde Rolsteds artikel i bogen De Dødes Liv, udgivet i forbindelse med museets udstilling:

"En stabel af kranier står helt fremme på bordkanten. Alle er de pyntet med glasur i forskellige farver og selve kraniet er lavet af en sukkermasse. Over kranierne hænger papirklip i klare farver med skeletmotiver. Hele markedsgaden byder på umiddelbart kuriøse varer med skeletter, kranier og døden som motiv. Sukkerkranierne kan spises, ligesom chokoladekranier og såkaldte dødebrød. Der er også sukkerrør til salg. Orange og dybrøde blomster. Mellem boderne går Nayeli med sin familie. De er ude for at købe ind til et ganske særligt besøg. 

De Dødes Dag
I de sidste dage af oktober er der travlt i mange hjem i Mexico. De Dødes Dag nærmer sig med hastige skridt. Det er årets største højtid og den dag, hvor de døde kommer på besøg. Det, vi i Danmark kalder allehelgensdag og allesjælesdag, henholdsvis d. 1. og 2. november, markerer i den katolske kirke de dage, hvor man mindes og beder for de afdødes sjæle på deres vej gennem skærsilden. I den folkelige udgave af katolicismen i Mexico har disse dage taget en form, hvor afstanden mellem de dødes og de levendes verden bliver endnu mindre: De døde kommer ganske simpelt på besøg. Vi levende kan ikke se dem, men de kommer. I mange mexicanske hjem betyder det både møder mellem døde og levende og mellem de levende. Hjemmene pyntes, man sætter et alter op til de døde, og man får familien på besøg. Man sætter også de dødes gravpladser i stand og pynter dem op med blomster og lys. Gaderne fyldes af udklædte mennesker, og der bliver til tider drukket tæt.

Forventningens glæde hos de levende er stor op til dagen, og der er en klar forestilling om, at det samme gør sig gældende hos de døde. For de døde har kun denne ene dag, hvor de kan vende tilbage og gense deres kære.

Det noget særegne kulturelle fænomen har særligt i de senere år nydt stor opmærksomhed fra turister, museer og forskere. For hvor kommer det fra? Hvorfor det store element af skøre skeletter? Betyder det, at døden er en joke for mexicanere? 

Papis besøg
Nayeli og hendes familie er trætte. Det har været en lang dag, men de går ikke i seng endnu. Der er stadig meget, der skal gøres. De er ved at opsætte et alter for Papi, Nayelis afdøde morfar. Og hvis ikke alteret er godt nok, bliver Papi sur. Stemningen er afslappet, og de hygger sig med at binde blomsterne op på stativet af sukkerrør. Blomsternes stærke orange farve lyser mod den grønne væg, og duften borer sig gennem luften. Farven og duften skal vise Papi vej.

Nayeli er en 26-årig mexicansk kvinde. Hun bor hos sine forældre, har to søskende, en mormor og morfar, Papi. Selvom Papi er død er han nemlig stadig en del af familien. De husker ham tydeligt; og så længe, der er mennesker i live, som husker ham, kommer han tilbage til De Dødes Dag. Da han er den senest afdøde i familien, er årets alter dedikeret til ham.

Familien har selv plantet og plukket blomster til alteret. De har været på markedet, og hver ting er blevet vendt og drejet. Kun det bedste er godt nok, når de døde kommer på besøg, og alt planlægges og udføres ud fra Papis præferencer.

Men det er ikke kun Papi, familien skal sørge for. Der er andre døde i familien, og hver gravplads skal sættes i stand, en opgave som i Mexico varetages af familierne selv. På nogle kirkegårde våger man om natten og sender de døde tilbage til dødsriget efter festen, men i Nayelis familie besøger de gravene i dagtimerne. To hele dage går med hårdt arbejde i bagende sol, men for familien er det en stor tilfredsstillelse at gøre noget godt for andre, for de døde.

Papis gravplads er den sidste, de besøger, og her er flere familiemedlemmer mødt op for at hjælpe. De rydder op og pynter graven. Og de bruger også tid på at hygge sig: De sidder og får lidt mad, og der bliver sunget de sange, som Papi kunne lide at synge og høre. Selv om stemningen er god, bliver Nayelis mormor, Papis enke, stille på kirkegården. Overmandet af følelser og savn sætter hun sig ned blandt de andre.

Det begynder at blive mørkt, og for familien er vinden ligesom døden: kold. Alligevel bliver de til midnat. 

Døden i Mexico
De Dødes Dags ikonografi med leende, dansende og musikspillende skeletter kan hurtigt give det indtryk, at mexicanere griner af døden. Det er også det billede, der har givet genlyd i litteraturen og resulteret i et stereotypt billede af mexicanere, som nogen der morer sig med døden. Det stereotype billede lever stadig, men man skal ikke tage fejl. Selv om det offentlige rum strømmer over af satire og groteske kranier, så er der, som i tilfældet med Nayelis mormor, en anden historie og et langt større spektrum af følelser i spil."

 

I den etnografiske udstillings afsnit om Mexico møder publikum Nayelis familie både i hjemmet, på markedet og torvet samt på kirkegården. Bogen De Dødes Liv kan købe i museets butik (kr. 98).

Rafael Martinez de la Cruz er antropolog og videofotograf, bosat i Aarhus. Han var i 2013 på feltarbejde i Oaxaca i Mexico, udsendt af Moesgaard Museum for at indsamle materiale til udstillingen om De Dødes Dag i Mexico.

Ane Bonde Rolsted er museumsinspektør og udstillingskoordinator på Moesgaard Museum, hvor hun blandt andet står for udstillingen om De Dødes Dag i Mexico.