Forfædre, fred og fremtid

Genbegravelser i Uganda

Uddrag af Sophie Hooge Seebach og Lotte Meinerts artikel i bogen De Dødes Liv, udgivet i forbindelse med museets udstilling: 

 

“Vi flytter de døde med hjem og giver dem en ordentlig begravelse, fordi vi elsker dem og frygter dem (…) Her er de døde ikke rigtig døde” (Nelson Ocan, 2013).

I mere end to årtier herskede der borgerkrig i det nordlige Uganda. Titusindvis blev dræbt, og endnu flere døde af sygdomme i lejre for internt fordrevne. Folk måtte begrave deres afdøde i lejrene, fordi det var for usikkert at bevæge sig udenfor. Med freden i 2008 flyttede folk tilbage til deres oprindelige hjem, og de døde skulle flyttes med. At begrave de døde på deres rette plads i klanens jord er af stor betydning. Dette sker dels fordi de døde ikke skal glemmes, men vises respekt, så deres ånder falder til ro og ikke forstyrrer familiens velfærd, dels fordi folk mener, gravfred er vigtigt, og nødigt vil efterlade de døde, hvor der måske skal graves til en vej, plantes afgrøder eller bygges et hus."

Omkring 90 procent af befolkningen i det nordlige Uganda var internt fordrevne under krigen, og dette resulterede i utallige ’fordrevne døde’. Der er mange grunde til, at disse nu bliver genbegravet. Nogle gør det på baggrund af en trang til at have familien samlet i samme hjem. Traditionen for at begrave sine døde ved hjemmet er stærk, og de dødes beskyttelse og velsignelse er vigtig for mange. De døde bærer samtidig et konstant potentiale for at skabe besvær og mistrivsel for deres levende slægtninge, og at genbegrave de døde kan være en måde, hvorpå man forebygger den slags problemer. En utilfreds barneånd kan forhindre, at flere børn bliver undfanget, hvor en tilfreds ånd kan velsigne sin mor med mange børn. Sygdomstilfælde, ulykker og uforklarlige dødsfald kan alle skyldes ånder, der vil hjem og behandles ordentligt af deres familier.

Det er dog ikke altid ånderne og familiens velfærd, der ligger til grund for genbegravelser. Ikke alle tror på åndernes evner til at påvirke de levende, og ikke alle har behov for at bo tæt ved de døde. Men efter en lang periode uden mange forbedringer i infrastruktur og byplanlægning grundet krigen er det nordlige Uganda nu et område i stor udvikling. Jord bliver købt og solgt, småbyer vokser støt, og dermed befinder mange grave sig pludselig på jord, hvor de ikke kan være i fred. I august 2013 blev hundrede mennesker genbegravet, da en vej skulle anlægges gennem en tidligere lejr. En lokal leder, Oryem Augustino, overså processen, og kunne fortælle om både de mange besværligheder og den tilfredsstillelse, der var i at få beskyttet de døde mod gravemaskinerne. 

"Ifølge vores acholi tradition skal liget af en afdød slægtning begraves på sit oprindelige hjemsted. Hvis du efterlader det når du selv flytter tilbage, så vil den afdødes ånd forstyrre dig og blive ved med at sige: du har efterladt mig, du har forladt mig. – Så man skal altid tage sine døde med og begrave dem hjemme, hvor de hører til."

Augustino og andre uganderes historie kan høres i udstillingen. Bogen De Dødes Liv kan købe i museets butik (kr. 98).

Sophie Seebach er ph.d. studerende ved antropologi på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Hun har lavet sammenlagt et års feltarbejde i Gulu, Uganda siden 2011, og har fokuseret på dødsopfattelser, forholdet til de afdøde og begravelsespraksisser.

Lotte Meinert er professor mso ved antropologi på Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Lotte har forsket i Uganda siden 1994 og har sammenlagt 7 års felt-og arbejdserfaring derfra. Lotte leder bl.a. forskningsprojektet " TrustLand: Governing Transitions in Northern Uganda" og er forsker i projektet Death, Materiality and the Origin of Time