Mennesker og mosefund

Kom tæt på det levede liv i oldtiden

 

Mennesker og mosefund

Moesgaard Museum er et kulturhistorisk museum med arkæologiske og antropologiske/etnografiske udstillinger.

I museets faste arkæologiske udstillinger kan man opleve fortællinger og genstande fra både Danmark og verden omkring os. Tag med gennem menneskets udvikling over flere millioner år og oplev menneskelivet, som det blev levet i stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. 

I mosens dyb kommer man helt tæt på verdens bedst bevarede moselig, Grauballemanden, som har fået sin egen hædersplads i et mytisk mose-univers. 

I museets antropologiske udstillingsafsnit kan man som besøgende gå på opdagelse i udstillingen De Dødes Liv. Udstillingen viser, hvordan de døde lever videre i forskellige kulturer, og hvordan forholdet mellem levende og døde opleves og erfares.

Museet har udover de faste udstillinger skiftende særudstillinger.

Se herunder, hvad du kan opleve i udstillingerne på Moesgaard Museum:

Mød de første indvandrere i stenalderen

12.000 f. Kr. til omkring 1.800 f. Kr. De var mennesker som du og jeg.  Konstant på udkig efter nye jagtmarker, mens de trodsede naturens grænser for, hvor mennesket kan leve. I slutningen af istiden vendte de blikket mod nord og begyndte at vandre. 

Kom tæt på de første stenaldermennesker i museets nyåbnede udstilling om stenalderen.

Mød solens folk fra bronzealderen

1700 f.Kr. – 500 f.Kr. Mød folket, der i en varmere tid byggede gigantiske gravhøje, tilbad solen og kendte til stjernerne på himmelkuplen. Rejs ud på handelstogter med dem og mød familien begravet i egekister under Borum Eshøj.

Mød jernalderens mosemennesker

500 f.Kr. – 800 e.Kr. Ved mosen, mellem land og vand, er du vidne til jernalderbøndernes ofringer til guderne med ønsker, der skal gå i opfyldelse. Besøg Grauballemanden, mærk Gundestrupkarrets udsmykning og gys over de døde fra Alken Enge.

Oplev slaget i Illerup Ådal

205 e.Kr. Oplev et af de største slag i jernalderfolkets historie. Gå ind i fjendens lejr gennem slagmarken og oplev den store våbenofring. Tag en tur rundt i skatkammeret og kom tættere på magtens mennesker i jernalderen.

Bliv opdagelsesrejsende i Vikingetiden

800 e.Kr. – 1066 e. Kr. Med vikingernes personlige fortællinger i øret, følger du i hælene på dem gennem de røgfyldte, snævre gyder i Aros, vikingernes Aarhus. Styr dit eget skib gennem åbent vand og bælter til Norges fjelde eller rejs via floder til det eksotiske Konstantinopel.

Forsøg dig som superforsker i MOMU-lab

I museets laboratorium kan du blive superforsker for en dag og hjælpe med at opklare mysterier fra fortiden. Brug naturvidenskaben og din nysgerrighed til at blive klogere på de mennesker, der levede før os.

Klik på linkene herunder og læs mere om museets udstillinger.