Mennesker og mosefund

I Moesgaard Museums faste arkæologiske udstillinger kan man opleve fortællinger og genstande fra både Danmark og verden omkring os. Kom tæt på det levede liv i oldtiden og tag med gennem menneskets udvikling over flere millioner år og oplev menneskelivet, som det blev levet i stenalderen, bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og middelalderen.

  

Mød de første indvandrere i stenalderen

12.000 f. Kr. til omkring 1.800 f. Kr. De var mennesker som du og jeg.  Konstant på udkig efter nye jagtmarker, mens de trodsede naturens grænser for, hvor mennesket kan leve. I slutningen af istiden vendte de blikket mod nord og begyndte at vandre. Læs mere 

Mød solens folk fra bronzealderen

1700 f.Kr. – 500 f.Kr. Mød folket, der i en varmere tid byggede gigantiske gravhøje, tilbad solen og kendte til stjernerne på himmelkuplen. Rejs ud på handelstogter med dem og mød familien begravet i egekister under Borum Eshøj.

Mød jernalderens mosemennesker

500 f.Kr. – 800 e.Kr. Ved mosen, mellem land og vand, er du vidne til jernalderbøndernes ofringer til guderne med ønsker, der skal gå i opfyldelse. Besøg Grauballemanden, verdens bedst bevarede moselig, som har fået sin egen hædersplads i et mytisk mose-univers. Mærk Gundestrupkarrets udsmykning og gys over de døde fra Alken Enge.

Oplev slaget i Illerup Ådal

205 e.Kr. Oplev et af de største slag i jernalderfolkets historie. Gå ind i fjendens lejr gennem slagmarken og oplev den store våbenofring. Tag en tur rundt i skatkammeret og kom tættere på magtens mennesker i jernalderen.

Bliv opdagelsesrejsende i Vikingetiden

800 e.Kr. – 1066 e. Kr. Med vikingernes personlige fortællinger i øret, følger du i hælene på dem gennem de røgfyldte, snævre gyder i Aros, vikingernes Aarhus. Styr dit eget skib gennem åbent vand og bælter til Norges fjelde eller rejs via floder til det eksotiske Konstantinopel.

Fri os fra det onde – Middelalderen

1050 - 1536 e.Kr. Mød middelalderens mennesker i en tid, hvor Danmark åbner for europæisk indflydelse, byer vokser op som centrum for handel og håndværk, kirker og klostre bliver anlagt og der bliver bygget borge. Den sorte død rammer i 1350 og omtrent hver tredje indbygger dør. Danmark gennemgår en kongeløs tid, hvor der bliver bygget hundredevis af borge.

Forsøg dig som superforsker i MOMU-lab

I museets laboratorium kan du blive superforsker for en dag og hjælpe med at opklare mysterier fra fortiden. Brug naturvidenskaben og din nysgerrighed til at blive klogere på de mennesker, der levede før os. 

Museets øvrige udstillinger

I museets antropologiske udstillingsafsnit kan man som besøgende gå på opdagelse i udstillingen De Dødes Liv. Udstillingen viser, hvordan de døde lever videre i forskellige kulturer, og hvordan forholdet mellem levende og døde opleves og erfares.

Klik på linkene herunder og læs om museets øvrige udstillinger.