Michael Pacholec

Moesgaard som springbræt til filmkarrieren.

 

Michael er 21 år og helt afklaret med sine fremtidsplaner. Han drømmer om at producere film og serier. Men inden den karriere skal forfølges, bruger han sit sabbatår på at arbejde som cafémedarbejder i Moesgaards café.

I marts 2022 fik Michael en mail fra lederen af cafeen på Moesgaard. Han stod og manglede en cafémedarbejder og spurgte, om Michael var interesseret i at komme til samtale. Michael havde sendt en uopfordret ansøgning nogle måneder i forvejen, og havde ikke tænkt så meget mere over det, men han stod tilfældigvis og manglede et job og takkede derfor ja til samtalen. Det gav pote, og der er nu god mulighed for at møde ham i cafeen, hvor han er de fleste dage, og sørger for at man som gæst ikke går sulten hjem fra museumsbesøget. For som han siger, så er caféen et af de primære steder, hvor gæsterne møder personalet på Moesgaard, og så gælder det om at være med til at give dem en god oplevelse. Michael er kvalitetsbevidst, og for ham handler det om at gøre sit job godt, så gæsterne har lyst til at komme igen.

 

”Når gæsterne besøger caféen, så kan de se, at man er smilende, og at man virker imødekommende. Det er i hvert fald målet, vil jeg mene.”

 

Dagligdagen som cafémedarbejder varierer, da der er mange komponenter i sådan en cafedrift. Udover at betjene gæsterne ved kassen, skal der også stilles an til selskaber, gøres rent og holdes styr på lageret. Michael sætter dog pris på afvekslingen i jobbet, da han så både kan være imødekommende over for gæsterne, mens han på andre tidspunkter kan koncentrere sig om at gøre lokaler klar til selskab.

For Michael giver stillingen ved Moesgaard en god mulighed for at spare op, ligesom mange andre unge bruger deres sabbatår på. Han har både gjort sabbatårskarriere i restauration-, børnepasning-, natklub- og telebranchen. For ham tilbyder jobbet på Moesgaard dog en anden økonomisk stabilitet, samtidig med en fleksibilitet i vagtplanlægningen, som hans andre arbejdspladser ikke har gjort.

 

”Og jeg er egentlig blevet ret positivt overrasket over jobbet, jeg er rigtig tilfreds med det.”

 

Desuden er der mere fritidsvenlige arbejdstider her, end hvad han ellers har oplevet i restaurationsbranchen. Derfor har han planer om at blive hængende her et par år endnu, før han igen springer ud i et stort brancheskift og vil søge studierelevant job i filmbranchen. Han vil nemlig gå på Potemkin Film College, og derefter starte på Multiplatform Storytelling, som udbydes af VIA.