Ringe

I jernalderen var vådområder som moser og vandløb hellige steder. Mellem menneskenes bebyggelser lå moserne, ofte under et mystisk slør af mosekonebryg. Her søgte folk gudernes hjælp og beskyttelse ved at ofre ringe og andre værdigenstande. Ringene blev lagt ned i mosen, og dermed i jorden. Ifølge den romerske historiker Tacitus dyrkede de germanske folkeslag ”Nerthus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender.”

Podcast om ringe

I denne episode af "Moesgaard møder Tolkien" kan du bla. høre om ringofringer, ringgivning, ringen som et magtsymbol og meget mere.

Din vært er Niels Kristian Egense Møller, formidler ved Moesgaard Museum. Og med sig i studiet har han Rasmus Birch (Arkæolog og Ph.d.) samt Kasper H. Andersen (Historiker og Ph.d.)

Ringe i historien 

I jernalderen var visse vådområder som moser, søer og vandløb hellige steder. Mellem menneskenes bebyggelser lå moserne, der blandt andet forsynede jernalderfolket med myremalm, som blev smeltet om til periodens vigtigste metal: jern. Ved moser og søer søgte folk gudernes hjælp og beskyttelse ved at ofre ringe og andre værdigenstande. Den romerske historiker Tacitus skriver omkring år 100, at de germanske folkeslag dyrkede ”Nerthus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender”. 

De ofrede ringe er hovedsagelig hals- og armringe af ædelmetal, og de blev sandsynligvis båret som smykker. I Østjylland har arkæologerne afdækket unikke masseofringer af ringe fra perioden efter år 500 f.Kr. Ud over de store ringe omfatter fundene fra de østjyske moser også et mylder af små øskenringe, som måske blev brugt til at lukke bælter med. En særligt omfattende ofring fandt sted ved Smederup syd for Aarhus, hvor hundredvis af små og større ringe blev nedsænket i mosen.  

For jernalderens mennesker var ringe et symbol på rigdom og dermed magt og status. Det oldengelske kvad Beowulf, der kendes i et skrift fra 900-tallet, men som givetvis har været fortalt mundtligt langt tidligere, skildrer et krigersamfund, hvor fyrsten omgav sig med duelige mænd ved ildstedet i sin hal. Fyrsten belønnede sine krigere for tro tjeneste ved at forære dem ringe. Gaven skabte et loyalitetsbånd mellem fyrsten og hans mænd. Den danske kong Hrothgar (Roar), der måske residerede i sin kongehal ved Lejre på Sjælland, var ifølge Beowulf en gavmild ringgiver, dvs. en god fyrste. 

Halkulturen med fyrster og uddeling af ringe var en central del af vikingetidens univers. Ifølge sagaerne belønnede de historiske vikingekonger ofte skjalde med armringe som tak for et vellykket hyldestkvad. Gudernes fyrste Odin manglede heller ikke ringe. Ifølge den nordiske mytologi dryppede hans guldring Draupner (Drypperen) nemlig hver niende nat otte kopier af sig selv. Da Odins dræbte søn Balder lå på ligbålet, lagde gudekongen Draupner på sønnens bryst som en afskedsgave til efterlivet. 

Ringenes magt havde dog en skyggeside: begær. I den nordiske Vølsungesaga fører den magiske ring Andvarenaut til død og fordærvelse. Ifølge sagaen mødte de omrejsende guder Loke, Odin og Høner en odder, som Loke spontant dræbte. Men offeret viste sig at være dværgen Reidmars søn Odder i dyreham. Som kompensation for sønnen forlangte Reidmar, at guderne fyldte odderpelsen med guld. Mens Odin og Høner blev tilbageholdt som gidsler, opsøgte Loke dværgen Andvare, som ejede en skat. Efter at have dræbt Andvare vendte Loke tilbage med rigelige mængder guld, som han hældte ud over odderskindet. Guderne måtte nu forlade Reidmar. Uheldigvis for dværgen hvilede der en forbandelse over den medfølgende ring Andvarenaut. Reidmars anden søn Fafner blev grebet af begær efter guldet og slog sin far ihjel. Ringens forbandelse forvandlede herefter langsomt Fafner til en grådig drage, der lagde sig beskyttende rundt om guldskatten. 

Ringe hos Tolkien 

Den første tidsalder endte med elverfolkets sejr over mørkets herre, Morgoth. I den anden tidsalder søgte hans tjener Sauron hævn over elverne og deres allierede. Forklædt som den smukke Annatar (Gavernes Herre) lærte Sauron elversmede i landet Eregion, vest for Morias miner, kunsten at smede magiske ringe. 

Under Annatars indflydelse fremstillede smedene først 16 ringe med smykkesten. Men elverkongen Celebrimbor fattede mistanke til Annatar og lod i hemmelighed smede tre ædelstensindlagte ringe, der skulle styrke elvernes magt – ildens ring Narya, vandets ring Nenya, og luftens ring Vilya. I vulkanen Dommedagsbjergets indre skabte Sauron selv i hemmelighed en simpel guldring, der kunne kontrollere alle de andre magiske ringe og gøre ham til Ringenes Herre.  

Sauron gav herefter ni ringe til menneskekonger. De opnåede alle stor magt, men blev langsomt fordærvet af ringene og forvandlet til Nazgûl – ringånder underlagt Saurons vilje. De sidste syv ringe gav han til dværge. Ringmagien gjorde dem rige på guld, men dværgene modstod hårdnakket Saurons magt. Da han opdagede at elverne holdt tre ringe skjult, forsøgte han rasende, men forgæves, at vinde kontrollen. Den anden tidsalder endte, da mennesket Isildur skar Ringen af Saurons hånd og fratog ham evnen til at bevare en fysisk krop. Kort herefter faldt Isildur imidlertid i et bagholdsangreb, og Ringen forsvandt i floden Anduin.  

Århundreder senere blev Ringen fundet af hobbitten Déagol under en fisketur. Hans fætter Sméagol blev grebet af begær, myrdede Déagol og tog Ringen. Sméagol trak sig tilbage til Tågebjergene, hvor Ringens magt langsomt forvandlede ham til vanskabningen Gollum. Engang Gollum havde forlagt ”sin dyrebare”, som han kaldte Ringen, blev den ved et tilfælde fundet af hobbitten Bilbo Sækker. Bilbo tog den på, blev usynlig og flygtede fra den rasende Gollum. 

Under Krigen om Ringen søgte Sauron, som tæt på Dommedagsbjerget i landet Mordor havde taget form som et stort, alseende øje, atter sine ringe. Elverringene var i tryghed hos henholdsvis Gandalf (Narya), Galadriel (Nenya) og Elrond (Vilya), som alle brugte ringenes kraft til at kæmpe for det gode og det skønnes bevarelse. Men fik Sauron fat på Den Ene Ring, ville selv de tre bukke under for hans voldsomme magt. 

Bilbos adoptivsøn Frodo fik nu i opdrag at ofre Ringen og dermed genoprette balancen i verden. Fulgt af vennen Sam og forfulgt af blandt andet ringånderne og Gollum lykkedes det Frodo at bringe Ringen hele vejen til Dommedagsbjerget i Mordor. Men dér, hvor Ringen var skabt, og derfor kunne tilintetgøres igen, blev Frodo selv grebet af begær og tog Ringen på. Kun et endnu stærkere begær afværgede katastrofen: Gollum bed Frodos ringfinger af og styrtede i vild sejrsrus ned i lavaen med Ringen. Dermed forsvandt også Ringenes Herre og al hans ondskab.