Efter udbruddet

Hvordan påvirker vulkaner menneskeliv og samfund?

Kom til et spændende foredrag, når professor i arkæologi, Felix Reide, og antropolog, Anders Emil Rasmussen, præsenterer, hvad arkæologien og antropologien fortæller om vulkaners påvirkning af mennesker og samfund. Foredraget foregår den 8. januar kl. 19.00 i auditoriet på Moesgaard.

Vulkaners påvirkning i nordisk kulturhistorie
På baggrund af den nyeste forskning, vil Felix Reide fortælle, hvor vulkanudbrud har sat deres spor i Nordens kulturhistorie i hhv. stenalderen, bronzealderen og jernalderen.

Menneskets tidligste evolution er forgået i et vulkansk landskab, og igen og igen har vulkanudbrud påvirket samfund – positivt såvel som negativt. Norden er ikke ligefrem det første sted, vi tænker på, når vi tænker vulkanudbrud, men også her kan vi ved hjælp af geologiske og arkæologiske kilder efterspore forhistoriske vulkanudbruds effekter på klima, miljø og samfund.

Eftervirkninger af vulkanudbrud i Papua Ny Guinea
Rabaul var en tilbagelænet musik-by i stillehavsstaten Papua Ny Guinea, da en vulkan af samme type som Vesuv dækkede den med aske i 1994. Befolkningen mistede deres ejendele, deres huse og den jord, som hele deres eksistens baserede sig på. Men efter udbruddets første eftereffekter og forflytningen af befolkningen med en omfordeling af landrettigheder, blev der plads til forandringer, der havde været undervejs længe.

Baseret på eget feltarbejde blandt folk i Rabaul og andre steder i Papua Ny Guinea, forklarer Anders Emil Rasmussen dette nutidige eksempel på sociale og økonomiske eftervirkninger af vulkanudbrud.

Hvornår: Onsdag 8. januar 2020 kl. 19.00-20.00
Pris: 150 kr. (Klub Moesgaard: 100 kr.)
KØB BILLET

 

Om foredragsholderne
Felix Riede, PhD, er professor i arkæologi med særlig fokus på klimaændringer og miljøhændelser såsom vulkanudbrud og deres samfundsmæssige konsekvenser.

Anders Emil Rasmussen, Ph.d., er museumsinspektør på Moesgaard og antropolog med speciale i materiel kultur og sociokulturel forandring i Stilehavsregionen.