Publiceret: 15. september 2017.
Arkæologerne fra Moesgaard Museum er svært begejstrede for tiden. En usædvanlig 5.400 år gammel offerøkse er netop dukket op i en lille mose nord for Aarhus i forbindelse med arkæologiske undersøgelser ved den kommende bydel Nye nordvest for Aarhus.
”Øksen er en stor såkaldt grønstensøkse fra den tidlige bondestenalder. Sådanne økser er ikke hverdagsfund, men de er heller ikke decideret sjældne. Sjældent er det derimod at finde dem i den sammenhæng, som de blev efterladt i for 5.400 år siden og i en så intakt stand, som det er tilfældet her. Dertil er der en særlig omstændighed, der gør dette eksemplar til noget helt exceptionelt: Øksen var smurt ind i rødgul okker, som får den til at ligne metal – eller mere præcist skinnende kobber! ”, siger museumsinspektør og arkæolog Uffe Rasmussen fra Moesgaard Museum.
Kobber var ikke et ukendt materiale på dette tidspunkt i stenalderen. I dele af Syd- og Centraleuropa kaldes perioden faktisk for kobberalderen. Dette råmateriale findes ikke naturligt i Danmark, men centraleuropæisk kobber fandt i begrænset omfang vej herop, hvor det i form af økser og smykker var udtryk for udpræget prestige. Kopier af kobbersager, udført i andre råmaterialer, var derfor et udbredt fænomen – og grønstensøkser var netop kopier af kobberøkser.
Stenens i forvejen mørkegrønne farve kan godt minde om irret kobber, men ved at behandle overfladen med rødgul okker har man med et nærmest alkymistisk trylleslag omdannet den mørke sten til frisk, gyldent ”kobber”. Dette fænomen er ikke tidligere observeret i forbindelse med fund af grønstensøkser.
Øksens æg er desuden slet ikke skarp, men ganske jævnt afrundet. Der er derfor næppe tale om en almindelig brugsøkse, men er derimod nok snarere en ceremoniøkse. Dens hvilested i mosens tørv lå da også blot 60 meter nordøst for en bakketop, hvor en anseelig stendysse – kaldet ”Hundehøj” – har ligget. Dyssen er fra samme tid som øksen, og de store sten fra det for længst sløjfede gravkammer er overraskende genfundet ved undersøgelserne. Øksen skal i denne sammenhæng sandsynligvis opfattes som en af den tids velkendte moseofringer, men med en direkte tilknytning til forfædrene i dyssen ovenfor.
Er sammenkædningen mellem dyssen og offerfundet korrekt, hvilket alt tyder på, kan man lade sig drive ud ad et interessant tolkningsspor – om end af den mere spekulative slags.
”Retningen fra dyssen mod den ofrede økse svarer til midsommers solopgang”, påpeger museumsinspektør Henrik Skousen, der også er arkæolog på udgravningen ved Nye.
”Mange forhold i sten- og bronzealder peger på solens centrale rolle i den rituelle verden, og her kan den rødgule farve i kobberet måske være relevant som gengivelse af solens glød. Blev den 5.400 år gamle offerscene i mosen neden for Hundehøj fremført en tidlig morgen under midsommersolens lange gyldne stråler? Er den rødgule økse solens økse – en gave fra Hundehøjs stenalderslægt til solguden? ”
