Flot fotopris til arkæolog fra Moesgaard Museum

Heide Wrobel Nørgaard optager fotos med et lysmikroskop og har vundet trediepladsen i Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence med et billede af en bronzefigur fra Nurage kulturen på Sardinien.

Publiceret: 19. marts 2021   

Heide Wrobel Nørgaard er archaeometallurgist og postdoc forsker på Moesgaard Museum. I forbindelse med sin forskning tager hun billeder af arkæologiske genstande gennem et lysmikroskop, så hun kan undersøge den type metal, som genstandene er lavet af. 

Med et flot billede af et mikroskopisk prøve fra en bronzefigur fra Nurage kulturen på Sardinien har Heide Wrobel Nørgaard vundet en flot tredjeplads i Danmarks Grundforskningsfonds fotokonkurrence for forskningsbilleder.

Heide Wrobel Nørgaard beskriver vinderbilledet, som hun kalder "Perfect Cast", sådan:

"Billedet viser den krystallografiske struktur af en perfekt støbt 3000 år gammel bronzefigur fra den Sardinske Nurage kultur optaget med et lysmikroskop ved Curt Engelhorn Centrum i Tyskland, som del af et forskningsprojekt ved Moesgaard Museum i Aarhus. Den metallografiske struktur af en millimetertynd bronzeprøve bliver synliggjort af kemiske substanser, som påfører et tyndt lag på den polerede prøve. Den lokale kemiske reaktion i de forskellige mikrostrukturelle træk er synlig på grund af deres forskellige evner til at reflektere lys. Dette giver forskeren mulighed for at rekonstruere fremstillingsprocessen. De grantræsagtige former opstår, når metallet langsomt køler ned efter støbning.

Dommerpanelets begrundelse for at vælge Heides billede, lyder sådan her:

"Billedet er fængende i sin farverige abstrakte topografi. Det illustrerer en ekstrem professionalisme hos en bronzestøber for 3000 år siden, og giver samtidig et mikrostrukturelt indblik i bronzens materialitet.  Det udfordrer vores forestilling om, at nutidens teknologiske kunnen ikke nødvendigvis er højere end fortidens. Et projekt som understreger, at fortiden kan vise vej til løsningen på nutidens problemer, men at nutidens teknologi er nødvendig for at forstå fortidens. Fortid og nutid mødes således i dette foto."

Læs mere om Heide Wrobel Nørgaards forskning og tilblivelsen af billedet på Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside

Med fotokonkurrencen vil Danmarks Grundforskningsfond gerne sætte fokus på videnskaben på en anderledes måde.

"Via fascination og æstetik har billeder evnen til at åbne op for forskningens verden på indbydende og overraskende vis. Danmarks Grundforskningsfond ønsker at udbrede, hvordan videnskabelige fremskridt hver dag skaber ny viden og udvikler verden omkring os. Dette kan vi gøre ved at fortælle historierne om forskernes videnskabelige fremskridt og opdagelser ved hjælp af fotoet som en visuel indgangsvinkel," skriver fonden om baggrunden for fotokonkurrencen.

Fotokonkurrencen afvikles hvert år og baserer sig på fotografiets potentiale som dokumentation og kommunikation af forskning.

I slutningen af 2020 inviterede fonden hele det danske forskningsmiljø til at indsende fotos til konkurrencen.

Vurderingskriterierne i konkurrencen er bl.a. i hvilken grad billedet vækker følelser hos publikum og fungerer som visuel indgang til historien bag et specifikt forskningsresultat.

På førstepladsen i fotokonkurrencen kom billedet Knowledge af Morten Skovdal, der er lektor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet. På andenpladsen vandt et foto fra en slædehundekonkurrence taget af Carsten Egevang, der er forsker på Grønlands Naturinstitut.

Se flere billeder fra konkurrencen på Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside