Fra Sibirien til Stillehavsøerne

Oplev antropologerne Jeanette Lykkegård og Anders Emil Rasmussen fortælle om deres ophold blandt rensdyrnomader i Sibirien og søfolk i Stillehavet onsdag 19. april, når Moesgaard sætter fokus på hjem i bevægelse.

Publiceret: 23. marts 2023   

Hvornår føler man sig hjemme, hvis man konstant er i bevægelse? Under arbejdet med forskningsprojektet Hjemlighedens materialitet og udstillingen ”Hjem” på Moesgaard Museum er antropologer fra Moesgaard og Aarhus Universitet rejst ud i verden, hvor de har talt med flygtninge, søfarere, nomader og migranter.

Video om foredraget

 

Onsdag 19. april er der mulighed for at høre om deres oplevelser, når museumsinspektør og projektleder Anders Emil Rasmussen og antropolog Jeanette Lykkegård fortæller om feltarbejde blandt nomader, flygtninge og søfarere. Jeanette Lykkegård har i mange år lavet feltarbejde i Sibirien, men på grund af Ruslands invasion i Ukraine, er det ikke muligt for hende at tage til Sibirien. I stedet har Jeanette Lykkegård i forbindelse med forskningsprojektet lavet feltarbejde blandt ukrainske kvinder, der er flygtet til Danmark på grund af krigen.

I foredraget vil de to antropologer stille skarpt på betydningen af hjem og hjemlighed hos forskellige mennesker, hvis hjem er under opbrud, spredt over flere lande, i bevægelse eller løsrevet fra ét fysisk sted.

I dag lever flere end nogensinde før i et andet land, end de blev født. En del mennesker flytter sig frivilligt, andre er tvunget af krig og nød, og for andre igen er  ’hjemme’ ikke knyttet til et bestemt sted. Men hvad betyder det så at have hjemme for disse mobile grupper? Hvad gør et sted hjemligt, hvis hjem er flere steder? Det er nogle af de spørgsmål, som antropologerne har undersøgt i forbindelse med forskningsprojektet, som er støttet af Velux Fondens Museumsprogram.

Udstillingen HJEM kan ses i Moesgaard Museums udstillingslaboratorium indtil 14. maj. 2023

Praktiske oplysninger:

Dato og tid: Onsdag 19. april, 2023 klokken 19.00-20.30
Sted: Auditoriet på Moesgaard Museum.
▶︎ KØB BILLET