Forskere finder Glasvejen

Analyser af glas beviser handelsrute

Publiceret: 4. juni 2016 

Handelssystemet i middelhavslandene toppede i den sene bronzealder i årene mellem 1400 og 1200 f.kr. Nye resultater fra analyser af glas viser, at glas var en handelsvare mellem Mesopotamien og Egypten.

Det giver svar på et ældgammelt mysterium, idet eksistensen af glas fra Mesopotamien ikke tidligere er dokumenteret i Egypten. Glashandlen mellem Mesopotamien og Egypten var tidligere kun kendt fra de såkaldte Amarnabreve; skriftstavler skrevet på akkadisk, der detaljeret beskriver den diplomatiske korrespondance mellem landene og refererer til glashandlen mellem Syrien og Egypten, som ikke hidtil har været arkæologisk bevist.

Ny forskning af Jeanette Varberg et al. fra Moesgaard Museum, Nationalmuseet, IRAMAT-CEB, UMR5060, CNRS/Univ. Orleans, Orleans, France og National History Museum of Transylvania, Cluj-Napoca, Romania udgivet i Journal of Archaeological Science præsenterer nye beviser for udbredelsen af glas fra Mesopotamien i årene 1400-1100 f.kr. og understøtter derved Amarnabrevene.

Kemiske analyser af glasperler fra Rumænien, Nordtyskland og Danmark viser desuden, at perlerne var fremstillet af glas fra Mesopotamien. De nye resultater, der præsenteres i Journal of Achaeological Science, bidrager til vores forståelse af udvekslingen mellem Middelhavslandene og Nordens bronzealderkulturer. På baggrund af analyseresultaterne hævdes desuden også, at den kemiske sammensætning i nogle af de omdiskuterede perler tyder på en blanding af glas med både mesopotamisk og egyptisk oprindelse. Denne sammenblanding af materialer er højst sandsynlig sket i sekundære værksteder i den mykenske verden.

Blandingsglasset er særdeles udbredt. Det er fundet i Rumænien, Tyskland og så nordligt som Danmark, hvilket er klart bevis på handelsvejene.

Undersøgelser af glassammensætninger er et vigtigt parameter for at kunne sammenkæde forskellige glasfund. Det faktum, at der er fundet glasperler med mesopotamisk glas i Egypten, Rumænien, Tyskland og Danmark, understreger at der var handelsveje mellem Syrien og Egypten og mellem middelhavslandene og det sydlige Skandinavien – veje som kan kaldes ’Glasvejene’.

Læs mere Glasvejen

Læs mere om de blå perler