Kom på guidede ture i sommerferien

Sommeren byder på masser af muligheder for at dykke endnu længere ned i Moesgaards udstillinger og blive klogere på vores fælles historie. Tag med på en eller flere af de spændende guidede ture med museets dygtige formidlere.

Kom helt tæt på RUS – Vikinger i øst

Kom på en guidet tur i Moesgaards særudstilling 'RUS - Vikinger i øst', og følg vikingerne på deres rejse over Østersøen, op og ned ad de russiske floder, til Konstantinopel og Kalifatet langt mod syd.

Her, under fjerne himmelstrøg, findes det eftertragtede sølv, som der ikke skyes mange midler for at få fingrene i. Med en blanding af handel, afpresning og vold skaber vikingerne et enormt netværk af handelsstationer og får stor indflydelse på politik og magt i områderne. Folkeslag fordrives, byer nedbrændes, og nye riger skabes.

Der handles dog ikke kun med pels og rav fra de hjemlige egne. Langs ruterne fanges og købes mennesker. Mange mennesker. Store menneskebure præger vikingernes markedspladser, og metervis af jernkæder holder varerne fanget, indtil de kynisk sælges videre – i jagten på sølvet.

Kan opleves hver dag frem til udstillingens sidste dag 11. september.

KØB BILLET

 

Kom på guidet tur og lær om magt i oldtiden

På denne guidede tur gennem alle Moesgaards oldtidsudstillinger, rejser du bagud i tiden for at finde arnestedet for magten i Danmark. Hør om Margrethe I’s konsolidering af magten i sit storrige. Hvorfra hun får magten og hvordan Danmark bliver samlet i vikingetiden. Kom tæt på de store offerfund fra Illerup Ådal, Grauballemandens ofring som en magtdemonstration og jernalderens mange krige. Lær mere om hvordan bronzealderens gravhøje er et udtryk for brug af magt. Og ikke mindst, hvor al den magt kommer fra? Hvad satte egentlig gang i hele denne gigantiske magtintrige, som trækker spor helt op til vores liv?

Vil du gerne have et bedre overblik over udstillingerne og på samme tid lære mere om magtens historie i Danmark – så er dette turen for dig.

Kan opleves onsdag, torsdag eller fredag frem til og med 21. august.

KØB BILLET

 

Få highlights om kvinder i oldtiden.

Tag med museets dygtige formidlere på en rejse i museets oldtidsudstillinger med fokus på kvinders skiftende roller gennem tiderne. På denne guidede tur vil du blive introduceret til de smukke genstande, som datidens kvinder har fået med sig i graven. Fra fornemme og tunge ravkæder i bondestenalderen, hen over bronzealderens gigantiske smykker og frem til genstande fra de magtfulde nonneklostre i middelalderen, kaster vi lys på kvindernes liv i fortidens Danmark.

Den guidede tur gør med friske øjne og nye videnskabelige metoder både kvindernes og vores fælles historie rigere.

Kan opleves tirsdag, torsdag og lørdag frem til og med 20. august.

KØB BILLET

 

Guidet tur på Vikingemuseet og byvandring i midtbyen

Kom med en formidler fra Moesgaard på en guidet tur på Vikingemuseet i Aarhus midtby. Den guidede tur inkluderer også en byvandring i området omkring Vikingemuseet.

Tre meter under nutidens gadeniveau gemmer Vikingemuseet på mange spændende historier om Aarhus’ vikinger og deres liv. På den guidede tur kommer du til at høre historierne om Harald Blåtands befæstning, om Snaptun-stenen med guden Loke og om skelettet, der blev fundet midt på gulvet.

Efter besøget på Vikingemuseet fortsætter turen med en byvandring gennem Aros, vikingetidens Aarhus. Her vil du høre om byens volde og om indbyggerne i Aarhus i vikingetiden.

Kan opleves tirsdag og torsdag frem til og med 11. august.

KØB BILLET

 

Praktisk information

Pris pr. tur: 150 kr./person (Årskortholdere 75 kr./person)

Udover billet til den guidede tur skal man have en entrébillet. Køb entrébillet her
Børn under 18 har gratis entré, men skal indløse billet til en guidet tur. 
På Vikingemuseet køber man billet til museet on site.