Julevæsner på Moesgaard

Julens mørke væsner vender tilbage til Moesgaard tre lørdage op til jul.

Vi går mørket i møde. En tid, hvor lyset kun er sparsomt til stede. Og i mørket manifesterer det ukendte og det farlige sig som fantastiske og uhyggelige skabninger. Væsner, der kun er ude på at skade os, dukker frem fra skyggerne. I denne tid er det vigtigt at holde sin sti ren, at være artig, for ellers kommer Knecht Ruprecht med kul til dig. Eller endnu værre, Perchta sprætter dig op og udstopper dig.

Mørket og lyset er i vores verden i en konstant kamp. Nogle væsner vil hjælpe os, andre vil os ondt. Igen i år kan en del af julens glemte og misforståede væsner opleves på Moesgaard Museum.

Væsnerne akkompagneres af Moesgaards væsenvogtere, som vil hjælpe dig med at forstå væsnerne og deres betydning. Læs mere om vogterne

 

Hvornår kan væsnerne opleves?

Tre lørdage op til jul kan du opleve julevæsnerne på Moesgaard.

  • Lørdag 28. november
  • Lørdag 5. december
  • Lørdag 12. december

Program for dagene

Kl. 12.00 – 15.00: Oplev væsnerne i udstillingerne

Kl. 15.30:  Foredrag: Fra Coca-Cola til Krampus 
I foredraget gennemgår Moesgaards væsen-eksperter de otte væsner, der gæster museet, og ser på hvordan det hele egentlig hænger sammen? I foredraget introduceres sammenhængen mellem Julemanden og Lucia, og hvad de egentlig har med de mere dyriske væsner, som Julekatten og Krampus, at gøre. Der er begrænset antal billetter til foredraget. Billetter skal bestilles på forhånd.
Bestil billetter til foredraget
 

Kl. 16.00: Væsnerne forsvinder ud i mørket

Lær væsnerne at kende på forhånd

Vil du vide mere om den europæiske julemytologi og lære mere om væsnernes karaktertræk og historie, kan du læse om dem i linkene nederst på siden.

Der skal løses entrébillet til museet for at møde væsnerne. Husk at booke billet online på forhånd. Børn 0-17 år har gratis entré, men skal stadig booke billet.

Book din entrébillet her