Kom på guidet tur i RUS

Allerede nu er det muligt at købe billet til en guidet tur i Moesgaards nye særudstilling 'RUS - Vikinger i øst', som åbner 19. januar 2022.

 

Tag med på en guidet tur og følg med vikingerne på deres rejse over Østersøen, op og ned ad de russiske floder, til Konstantinopel og Kalifatet langt mod syd.

Her, under fjerne himmelstrøg, findes det eftertragtede sølv, som der ikke skyes mange midler for at få fingrene i. Med en blanding af handel, afpresning og vold skaber vikingerne et enormt netværk af handelsstationer og får stor indflydelse på politik og magt i områderne. Folkeslag fordrives, byer nedbrændes, og nye riger skabes.

Der handles dog ikke kun med pels og rav fra de hjemlige egne. Langs ruterne fanges og købes mennesker. Mange mennesker. Store menneskebure præger vikingernes markedspladser, og metervis af jernkæder holder varerne fanget, indtil de kynisk sælges videre – i jagten på sølvet. 

Tag med, når vikingerne sætter deres spor på verdenshistorien, på godt og ondt! 

Praktiske oplysninger

  • 150 kr. for voksne (50% for medlemmer af Klub Moesgaard) og 75 kr. for børn 7-17 år.
  • Turen anbefales til 12 år og op efter, pga. temaer om menneskehandel og slaveri.
  • En guidet tur tager 60 minutter.
  • Bemærk, at du udover billet til den guidede tur skal have en entrébillet. Medlemmer af Klub Moesgaard har fri entré til museet.

KØB BILLET TIL EN GUIDET TUR