Leverpostej, lyskryds og vikinger

Fra Brynhilde med bronzebrystpanser til læderklædte biker-vikinger i Vikings – vikingens PR-rejse har været vidt omkring. Hør Anne Sofie Bay Østergaard og Simon Nygaard fortælle om vikingen som kulturfænomen på bl.a. leverpostej og lyskryds i et spændende foredrag onsdag 27. april på Moesgaard.

Grandiose iscenesættelser af Wagners opera i 1800-tallet viste de første hornhjelmsbærende vikinger i romantikkens og fortidsdyrkelsens polerede glanslys. Disse fantastiske fortidsmennesker var ædle, stærke og forbilledlige, og vores mytiske og mystiske forfædre har siden været et yndet motiv og emne, der er blevet fremhævet, fremelsket og fortolket.  

Det gælder ikke mindst i dag, hvor vi kan ikke få nok af vikinger! I kunst, reklamer, litteratur, film og tv - vikingerne er overalt, også på vores leverpostej og lyskryds. Med vikingen som symbol fortæller Anne Sofie Bay Østergaard og Simon Nygaard om fakta og fejlinformation, almindelige misforståelser og faktiske arkæologiske kilder. Der skal grines af fortiden (og nutiden), forundres over kreative fortolkninger, læres lidt om kildekritik, kontekst og om øjet, der ser.  

Men mest af alt bliver det en PR-rejse med vikingerne fra Brynhilde med sit bronzebrystpanser til de læderklædte biker-vikinger i Vikings. 

Praktiske oplysninger:
Dato og tid: onsdag 27. april kl. 19.00-20.30
Sted: Moesgaard Museums auditorium
Pris: 150 kr./person (årskortholdere: 75 kr./person)
Køb billet

Om foredragsholderne:
Anne Sofie Bay Østergaard er arkæolog og formidlingsinspektør på Moesgaard Museum. Gennem hele sit studieliv og karriere har hun beskæftiget sig med vikingetiden, særligt som formidlingsemne, og har selv levendegjort vikingetiden i over 10 år. Vikinger i populærkultur og hvorledes de fremstilles igennem historien har altid interesseret Anne Sofie.

Ph.d. Simon Nygaard er adjunkt i førkristen nordisk religion og assistant professor ved AU. Simons forskning og undervisning fokuserer på vikingetidens religion og ritualer, mundtlig digtning og fremførelse i den norrøne verden samt andre historiske (arkaiske) religioner. Han er specielt interesseret i, hvordan ritualer kan have været blevet fremført, og hvordan de kunne have påvirket udøverne.