1. september tiltræder Mari-Louise Jonsson som ny kommunikationschef på Moesgaard Museum. Den nye kommunikationschef får ansvar for at opbygge og lede en ny afdeling, som skal varetage museets kommunikation, marketing, grafiske opgaver samt forlagsarbejde i regi af Jysk Arkæologisk Selskab.
Mari-Louise Jonsson kommer fra en stilling som selvstændig strategisk kommunikationsrådgiver med opgaver for bl.a. LEGO Fonden og har tidligere igennem en årrække været ansat i LEGO Gruppen som senior director for forskellige afdelinger herunder virksomhedens globale kommunikation, digitale kanaler og bæredygtighed.
”Vi ønsker med en ændret organisering af museets kommunikation at styrke Moesgaards evne til at nå endnu flere mennesker og på nye måder at kunne fortælle både om museet og om alle de historier, vi har. Jeg er utroligt glad for, at vi nu har ansat Mari-Louise Jonsson, som har stor erfaring indenfor både ledelse, strategisk kommunikation og ESG, ” siger direktør Mads Kähler Holst.
Mari-Louise Jonsson er oprindeligt uddannet cand. mag i æstetik og kultur ved Aarhus Universitet og har tidligere i sin karriere været ansat som strategic director i reklamebureauet Envision i Aarhus.
"Jeg er både glad og stolt over at blive en del af Moesgaard Museum. Moesgaard er museet med de store historier, og jeg tror vi mere end nogensinde, har brug for netop disse historier til at forstå os selv, vores rødder og sammenhæng. Og jeg glæder mig til at lære alle at kende og bygge en ny afdeling op, hvor vi sammen skaber gode historier, der får folk til at stoppe op, tænke, lære - og vækker nysgerrigheden," siger Mari-Louise Jonsson.