Nyt oplag af RUS-kataloget

Interessen for at dykke ned i historien om vikingernes færd i øst er så stor, at Moesgaard Museum har trykt et nyt oplag af kataloget til den aktuelle særudstilling.

Hvordan opstod Rusriget i nutidens Ukraine? Hvilken rolle spillede sølv i vikingernes verden? Hvor mange skandinaver rejste til datidens Konstantinopel for at gøre tjeneste i kejserens livgarde?

Det er nogle af spørgsmålene, som en række førende vikingetidsforskere giver svar på i museets katalog, når de sætter særudstillingen i perspektiv og udfolder 250 års epokegørende historie om vikingerne i øst.

”Det er en historie, der i nogen grad har stået i skyggen af togterne vestpå til England, Frankrig og de nordatlantiske bosættelser – nok ikke mindst fordi nyere tids politiske og sproglige skel har været en hindring. Men de verdenshistoriske vingeslag i denne østlige historie er mindst lige så store”, skriver Mads Kähler Holst, direktør for Moesgaard Museum, i udstillingskatalogets forord.

Samtidig giver kataloget mulighed for at komme helt tæt på udstillingens mange fantastiske genstande. Blandt andet sværdet her til venstre fra 900-tallet, der er fundet i Kyiv, Ukraine, og i kraft af dets ypperlige udsmykning vidner om rusvikingernes tætte forbindelser til nomadefolket magyarerne og den store, mangfoldige verden, der åbnede sig mod øst.

Kataloget kan købes i museumsshoppen.
Pris: 265 kr. (199 kr. for årskortholdere)

 

Indholdsfortegnelse:

RUS – Vikinger i øst
Af Pauline Asingh

Rigdom, ære og levebrød – vikingernes rejser i øst
Af Else Roesdahl

Handelsbyer og markeder – vikingetidens ’lille verden’
Af Søren M. Sindbæk

Vikingetidens Baltikum – porten til handelsruterne i øst
Af Charlotte Lindblom

Sølvets veje – hvordan et ædelmetal formede vikingernes verden
Af Mahir Hrnjic

Fra viking til rus – den danske forbindelse
Af Fedir Androshchuk

I kejserens tjeneste - nordboernes metropol
Af John Lind

Ved nærmere øjesyn – arabiske beskrivelser af rusvikingerne
Af Tonicha Upham

Sveer i Østerled – fund fra vikingebyen Birka
Af Charlotte Hedenstierne-Jonson

Klæder skaber folk – Mellemøstlig mode i vikingernes hjemlande
Af Lars Grundvad

Harald Hårderåde – Nordens sidste vikingekonge
Af Kasper H. Andersen

Rus og viking – hvem er de?
Af John Lind