Oplev den sibiriske Gihr-Gihr blive bespist

Det er onsdag 27. marts kl. 14.00 på Moesgaard

En Gihr-Gihr er et besjælet stykke træ, der fungerer som formidler mellem livet på jorden og åndeverdenen. Gihr-Gihr skal bespises hvert halve år med fedt, som tilberedes over bål inden fodringen.

Næste gang Gihr-Gihr bespises på Moesgaard Museum, er onsdag 27. marts kl. 14.00 på østsiden af museet.

Det er etnograf på Moesgaard, Jeanette Lykkegård, der står for bespisningen. Kl. ca. 12.00 går Jeanette i gang med at koge knogler til fedt, mens Gihr-Gihr trækker frisk luft.

Det er gratis at deltage, og gæster er velkomne til at komme og kigge på, både under forberedelserne og selve bespisningen.

Jeanette Lykkegård har i lange perioder boet blandt Tjukterne i Sibirien. For Tjukterne, der primært er rensdyrhyrder, er Gihr-Gihr særlig knyttet til rensdyrene som hjordens ejer og beskytter. Når et Tjuktjer-barn får sit første rensdyr, får det samtidig sin Gihr-Gihr. 

Moesgaard Museum har lånt to Gihr-Gihr. Den ene er knyttet til en kvinde i Sibirien, Koko; den anden til hendes afdøde mand. Koko lever fortsat, og hun og hendes Gihr-Gihr er fortsat sjæleligt forbundne. Forbindelsen fastholdes gennem et billede af Koko, der er udstillet ved siden af Gihr-Gihr.

Museet har fået lov til at have Gihr-Gihr'ene boende, fordi Jeanette har lovet, at vi tager os godt af dem og sørger for deres overlevelse. Gør vi ikke det, risikerer vi at forårsage en dårlig relation til forfædrene. Behandler vi Gihr-Gihr’ene godt, sikrer de til gengæld beskyttelse.