Særudstiling om Pompeji og Herkulanum forlænges

Populær Pompeji udstilling kan ses til 13. september - når Moesgaard kan åbne igen

Selv om Moesgaard Museum i øjeblikket er lukket på grund af Coronakrisen, er der den seneste måned blevet arbejdet intenst på at få forlænget museets store internationale særudstilling om Pompeji og Herkulanum.

Det er nu lykkedes og museet er klar med en forlængelse af særudstillingen frem til 13. september. Det betyder, at publikum igen får mulighed for at opleve særudstillingen, så snart Moesgaard Museum får lov til at åbne dørene igen.

Særudstillingen, der åbnede i starten af november sidste år, var et stort tilløbsstykke før nedlukningen på grund af coronavirus og rigtig mange havde glædet sig til at skulle opleve udstillingen. Men ikke alle nåede det, inden Danmark lukkede ned. Ifølge det oprindelige program skulle særudstillingen have været lukket 10. maj.

Men da Coronakrisen brød ud stod både Moesgaard og de italienske museer med et problem for genstandene kunne ikke afleveres i Italien som planlagt på grund af krisen. På den baggrund har der været stor opbakning fra de italienske museer til, at man helt undtagelsesvist kan lave en længere udlånsperiode på genstandene end, hvad der normalt gives lov til.

Moesgaard Museum har fået mulighed for at vise udstillingen hen over sommeren og helt frem til midten af september, hvis der ikke sker væsentlige ændringer i de udlånende museers grundvilkår.

”En anden meget væsentlig forudsætning er selvfølgelig, at vi får lov til at invitere publikum indenfor igen på museet. Det håber vi at kunne komme til, så hurtigt som muligt. Men det skal selvfølgelig være sådan, at vi kan åbne for et antal gæster, så det også giver mening for os økonomisk. Vi har fået rigtig mange henvendelser fra gæster, som ikke nåede at se Pompeji udstillingen inden lukningen og som har spurgt til muligheden for en forlængelse. Så vi glæder os rigtig meget til at komme i gang igen, og vi står klar til at sørge for, at man kan besøge museet og se udstillingen på en både sikker og forsvarlig måde,” siger direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst.