Publiceret: 28. maj 2019
Moesgaard Museum har fået tildelt en specialpris ved uddelingen af den prestigefyldte Museum of the Year Award 2019 ceremoni, som netop har fundet sted i Sarajevo.
Moesgaard Museum fik overrakt specialprisen ved prisuddelingsfesten, der blev afholdt 25. maj.
Museums of The Year Awards uddeles i samarbejde med European Museum Forum, EMF, og er den ældste og mest prestigefyldte museumspris i Europa.
Moesgaard Museum får prisen, Special Commendation 2019, med følgende begrundelse:
Moesgaard Museum byder på en fængslende formidling af menneskets mangfoldighed i tid og rum. Ved at anvende en eksperimenterende tilgang til dets fabelagtige samlinger viser dette yderst nyskabende museum nye veje i historiefortællingen. Resultatet er en underholdende, fornøjelig og inspirerende oplevelse for besøgende i alle aldre.
”Vi er både glade og stolte over, at vi kunne hente en flot pris hjem i forbindelse med den mest prestigefyldte uddeling af museumspriser i Europa. Det er en stor anerkendelse af museets dygtige medarbejdere og har også stor ekstern betydning ikke mindst i forhold til vores netværk og samarbejde med andre internationale museer,” siger direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst.