Publiceret: 20. august 2019
I sidste uge fortalte vi om de eventyrlystne rejsende, der lige har været i Mongoliet med rejseledere fra Moesgaard Museum. Rejsen er et samarbejde mellem rejsearrangøren Cultours og museet.
Her kan du læse en beretning fra anden del af turen fra rejselederne, Lars Krants og Camilla Bjarnø, Moesgaard Museum:
'Det er ikke nemt at rejse i Mongoliet og turen til den vestligste provins besværliggøres af, at den lokale lufthavn under mystiske omstændigheder – angiveligt et uanet antal trækfugle tiltrukket af en offerfestival - er lukket. Vi må derfor lande i en anden lufthavn og fortsætte resten af rejsen med bus. Først sent når vi frem til vores ger-lejr. Heldigvis er geren lun, og sengene gode!
Tidligt næste morgen drager vores lille ekspedition ud på eventyr. Vi er fem russiske firhjulstrækkere, heraf én køkkenvogn. De er den eneste slags køretøj, som kan klare de særdeles krævende mongolske veje - der endda nogle gange synes helt at forsvinde. Med os har vi provinsens øverste arkæolog, Unurbek, der vil vise os de mest spændende oldtidsminder. Forventningsfulde begiver vi os på vej mod en enestående lokalitet med helleristninger, der ligger 165 km væk, og hvor vi burde være fremme omkring kl. 13. Køkken- og udstyrsbussen er draget i forvejen, så vi kan stoppe på vejen og få et varmt måltid mad og være er mætte og oplagte til at gå på opdagelse i helleristningernes billedverden. Vejene, eller manglen på samme, gør, at der ingen tvivl er om, at vi nu for alvor er på vej ud i ødemarken, og landskabet viser sig fra sin smukkeste side.
Men ak! Turen kommer hurtigt til at minde om ”10 små cyklister, der skulle ud på tur…” Da vi stopper ved en gravhøj med to hjortesteler fra bronzealderen, opdager vi, at vi har mistet bil nr. 2. Da vi endelig får kontakt til den, viser det sig, at vi er kørt forbi køkkenbilen og dermed den nu ret eftertragtede frokost. Alt løser sig dog til sidst, og vi kan beundre og forbløffes over de utallige helleristninger med jagt og krigsscener, fugle, sneleoparder, hjorte i alle varianter fra miniature til næsten naturlig størrelse. Dateringen spænder fra stenalder til jernalder. For at passe på ikke at beskadige billederne, tager vi skoene af, men ikke alle har været lige nænsomme ved fortidsmindet. Moderne graffiti skæmmer flere steder motiverne, der er en del af Unescos verdens kulturarv, men heldigvis vil der fra 2020 komme vagt på stedet.
Efter den noget sene frokost gør vi et tappert forsøg på at komme videre for at se nogle tyrkiske menneskesteler. Men den tiltrængte regn, der har fyldt bjerge og stepper med duftende urter, har også gjort jorden sumpet og fyldt med vandløb. Så vi opgiver og sætter afsted for at finde et sted at slå lejr. Det er fantastisk at være midt på de åbne stepper, men der er en hel del myg, så vi slår lejr lidt oppe i bjergene for at undgå dem
Det er en storslået udsigt at vågne op til solopgang over bjergkammen. Skønt natten har været kold, er varmen hurtigt ved at finde fodfæste, og vi kan begive os videre på turen. Første stop er en ørnejæger-familie, der om vinteren bor inde i Ölgii, men om sommeren bor ude på steppen. Inden vi når frem til familien, stopper vi ved endnu en menneskestele/figur - denne gang fra Uighurernes tid - og vi fascineres af, hvordan tiden synes at gentage sig igen og igen på stepperne.
Nu går turen mod en mumie fra nyere tid, det 19. eller 20. årh., der, lige som mumien fra Moesgaaards udstilling om Djengis Khan og Mongoliets nomader, befinder sig i en lille hule dannet af et klippefremspring.
Vi skal igennem en floddal og et bjergpas, og selvom firhjulstrækkerne tappert forcerer alle forhindringer, så går tiden hurtigt, og vi må slå lejr. Udsigten er fantastisk, men denne gang er vi ikke nået højt nok op. Da vi sætter os til bords, har myggene opdaget os, og vi bliver selv en del af måltidet.
Tidligt næste morgen går det afsted mod ”Mumien”. Terrænet stiger stadig, og da vi går det sidste stykke op til hulen, er vi oppe i 2600 meters højde. Man taber vejret under opstigningen - ikke mindst over udsigten, der er enestående flot med det snedækkede bjerg, hvor ryttermumien blev fundet, ude i horisonten.
Endelig er vi helt fremme ved hulen og de første sten fjernes… Men til alles store overraskelse og forfærdelse er hulen tom. Mumien er væk! Et større hul på bagsiden afslører, at mumietyvene har gravet sig ind bagfra og fjernet mumien. Unurbek er rystet, og nu skal han i gang med et større papirarbejde for at melde mumien savnet. Om mumien er fjernet af overtro eller med salg for øje vides ikke, men som mange andre steder i verden er handel med oldsager en meget indbringende affære og meget udbredt.
Så sætter vi igen kurs mod Ölgii. På vejen forcerer vi en flod og bliver endnu engang imponerede over firhjulstrækkernes formåen. På et stykke, der strækker sig over 10 km, ligger gravhøje fra bronzealderen tæt på begge sider af floden.
Sidste stop inden Ölgii er ved endnu en gravhøj med en stele fra bronzealderen. Den er overdækket med moderne graffiti, men langs kanten er indhugget en langt ældre graffiti, skrevet med tyrkiske runer en gravskrift for en prinsesse fra det tyrkiske imperie.
I Ölgii får vi lejlighed til at besøge museet, der har et afsnit om dyrelivet, arkæologiske fund med hovedvægt på det tyrkiske imperium og de lokale dragter. Vi går også rundt i byen og køber ind i basaren og andre af de mange lokale butikker, der sælger kazak-broderede tasker, tæpper og tøj.
Efter aftensmaden får vi et par timers hvil i ger-lejren, før vi midt om natten skal køre med lufthavnsbussen til Khovd.
Det er meget tiltrængt gensyn med hotellet i Ulaanbaatar efter lejrlivet og den urimeligt lange transport fra Ölgii, men om eftermiddagen er vi nyvaskede og klar igen. Vi besøger dinosaurmuseet, og nogle når også at shoppe lidt i stormagasinet.
Næste morgen går turen ud til Djengis Khan-monumentet, der er verdens største rytterstatue. Efter at have set museet og skuet ud over stepperne fra hestens hoved, fortsætter vi til en Nationalpark tæt på Ulaanbaatar med spændende sandstens- og granitformationer. Her er mange turister og ger-lejrene ligger tæt, og selvom det er smukt, savner vi vidderne og roen på stepperne.
Sidste dag går turen til Gandam-klosteret, der er Mongoliets hovedkloster med munkeskoler, universitet, fakulteter osv. Det store område ligger som en oase i den travle hovedstad. Vi møder tidligt op og overværer munkenes morgenmesse. Der bliver også tid til at se verdens største indendørsstatue af forgyldt bronze. Statuen er en kopi. Den oprindelige blev smeltet om til kanoner af russerne i 1940.'
Har du fået lyst til at komme med på en rejse, hvor Moesgaards eksperter er rejseledere, så kan du stadig nå at tilmelde dig den spændende tur til Cypern i oktober.
