Ukrainsk kulturarv på Moesgaard

Særudstilling rummer over 1000 genstande fra museer i Ukraine, som Moesgaard har været i tæt kontakt med.

En del af Ukraines fineste kulturarv befinder sig i øjeblikket på Moesgaard Museum, hvor omkring 1000 genstande fra fire institutioner og museer i Ukraine er en del af særudstillingen 'RUS – Vikinger i øst'.

I forbindelse med udstillingen har Moesgaard haft et tæt samarbejde med forskere og medarbejdere på museerne i Ukraine.

”Vi er både forfærdede over og berørte af den nuværende situation i Ukraine og vores tanker går til vores kolleger derovre og deres familier,” siger Moesgaards direktør Mads Kähler Holst.

Genstande fra 16 museer i 9 lande

I museets særudstilling om rusvikingerne er der lånt genstande fra i alt 16 museer i 9 lande herunder Ukraine. Udstillingen indeholder ikke russiske genstande og Moesgaard har ikke samarbejde med Rusland, da museet allerede i 2020 besluttede, at det var for besværligt af både politiske og bureaukratiske grunde.

Særudstillingen RUS – vikinger i øst handler om de skandinaviske forbindelser østpå i vikingetiden, hvor en del vikinger drog østover af de ukrainske og russiske floder og nåede helt til kalifatet og det byzantinske rige. Med RUS – vikinger i øst, har det været målet for Moesgaard at fortælle en ny vikingetidshistorie.

”Vikingernes østlige færd har været mindre i fokus end de kendte vestlige erobringstogter, og rummer en helt anden historie, hvor vikingerne mødte en utrolig kompleks verden med et væld af forskellige kulturer og folkeslag, som de kom til at indgå i et tæt samspil med. Det er også en fortælling om, hvordan vikingerne blev forandret med deres møde med andre, og hvordan der kom helt nye folkeslag og kulturer ud af det først og fremmest Rus-folkene. Det er kraftfuld historie med langvarige spor, som vi stadig forholder os til i dag,” siger Mads Kähler Holst.

Hør interview med Mads Kähler Holst fra DR programmet Kulturen på P1 (indslaget varer 10 min).

Den komplekse fortid

En del af den historie, som fortælles i RUS-udstillingen, er en vigtig og omstridt del af konflikten mellem Ukraine og Rusland. For ukrainerne udgør den en kerne i opbygningen af en egen selvstændig historisk identitet.

”På Moesgaard forsøger vi at give vores gæster dels en viden om den historiske dybde, der ligger bag mange ting, og en følelse af, at vi som nutidsmennesker indgår i nogle større sammenhænge. I de seneste dage og måneder har vi set en meget direkte brug og misbrug af historien, hvor enkeltelementer pilles ud og vrides for at tjene specifikke politiske mål. Putin forsøger at bruge historien til at legitimere invasionen af Ukraine,” fortæller Mads Kähler Holst, der gerne vil give museets besøgende en forståelse for kompleksiteten med hjem.

”Vi prøver at give vores gæster en fornemmelse af, at fortiden var en lige så kompleks, modsætningsfyldt og foranderlig verden, som vores nutidige. Og alt andet end entydig. Man kan ikke trække simple, direkte konsekvenser for nutiden ud af historien. Den nuværende krise sætter fokus på, at forståelse af fortidens kompleksitet er et værn mod firkantede fortolkninger af vores egen verden og misbrug af historien, ”siger Mads Kähler Holst.

Beretning fra Ukraine

Der er mange, der i disse dage tager initiativ til at hjælpe og støtte Ukraine på forskellig vis. Som museum med ansvar for kulturarv, har Moesgaard valgt, at det er på det felt museet bedst hjælper Ukraine. Det sker bl.a. ved, at museet deler de beretninger, som man får ind fra kollegerne i Ukraine med offentligheden og ved at trække i de tråde og netværk også internationalt, som er sat i verden for at tage vare på kulturarven.

Herunder viderebringer Moesgaard derfor et uddrag af en beretning, som museet forleden modtog fra direktør Fedir Androshchuk fra Nationalmuseet i Ukraine, hvorfra Moesgaard har lånt over 200 genstande til særudstillingen om rusvikingerne.

”I disse dage og timer går vores tanker til ham og hans kolleger på museet i Kyiv,” siger Mads Kähler Holst. 

Den russiske invasion og den ukrainske kulturarv

Af Fedir Androshchuk,
Direktør, National Museum of the History of Ukraine:

Russernes mål er fremfor alt Ukraines militære enheder og statslige myndigheder. Men visse militære anliggender ligger også indenfor kulturarvsområdet. Den berømte ø Ormön (Ostriv Zmijnyj), kendt siden antikken som Leuce, blev for nyligt bombet af russiske tropper fra Krim. Og byen Gammalsvenskby (Zmiievka) ligger inden for Kherson-amtet, som også er blevet angrebet af russiske tropper fra Krim.

Jeg har kendskab til fire ukrainske museer i Vinnytsia, Zjytomyr, Sumy och Tjernihiv, der alle er lykkes med at nedtage genstande fra deres faste udstillinger og gemme deres samlinger. I Vinnytsia bliver museets bygninger nu delvist anvendt til at huse interne flygtninge. Indtil videre har jeg ikke hørt, at nogen af ​​de nævnte museer er blevet plyndret eller beskudt. 

I begyndelsen håbede jeg at kunne rede museumssamlingen i Kyiv ved at sende de mest værdifulde genstande med fly til Sverige, men jeg modtog intet svar fra det ukrainske ministerium for kultur og informationspolitik. Så vidt jeg har forstået skyldes den manglende respons, at man ville begrænse panikken i at sprede sig. Der findes ingen garantier for, at den ukrainske kulturarv ikke bliver plyndret og overført til russiske museer særligt med tanke på, at Kyiv har en særskilt plads i Putins fortolkning af Ruslands historie og landets rødder. Mange fund gjort i Ukraine i 1800-1900-tallet findes allerede på to af de fineste russiske museer. Og der er også beviser for, at genstande fra tidligere arkæologiske udgravninger på Krim er blevet sendt til Eremitagen i Sankt Petersborg.

En form for statslig garanti for den ukrainske kulturarv burde være rimelig at kræve fra russisk side.

Heldigvis nåede vi lige før invasionen at udlåne et udvalg af fantastiske genstande til den nuværende særudstilling Rus – vikinger i øst på Moesgaard Museum ved Aarhus. Men mange genstande befinder sig stadig på museet (i Kyiv.red) og kan havne i russiske hænder.

Før invasionen havde det ukrainske ministerium for kultur og informationspolitik ingen klar plan for landets museer. Fra sovjettiden findes en gældende instruks der fortæller, hvad museer skal gøre i tilfælde af væbnede konflikter – at nedtage og gemme genstande i henhold til en bestemt prioritering og dokumentation. Problemet er, hvordan man skal følge instruksen, når der er mangel på tid og resurser. Man kan ikke tvinge medarbejdere til at komme på arbejde i situationer som denne. Mange er flygtet med deres familier. Men jeg er meget stolt over mine arbejdskolleger. Mange af dem kom og hjalp med at nedtage museets faste udstilling og pakke genstande i kælderen. Efter arbejdet drog to arkæologer og to historikere, mine unge arbejdskolleger, direkte til fronten.

På nuværende tidspunkt ser jeg min opgave således – at blive på museet indtil forsvaret virker. Plyndring er den største trussel. Jeg, min vicedirektør, en arbejdskollega og to bevæbnede politibetjente har befundet os på museet i 72 timer. Der er opstået yderligere udfordringer – afløbssystemet og vandforsyningen fungerer ikke, men vi har lidt mad og drikkevand. Museet ligger i et rigt kulturarvsområde i nærheden af tre fine kirker, men også nær mulige angrebsmål såsom den ukrainske sikkerhedstjeneste og landets grænsestyrker. Det siger alt."