Unik guldørering kommer til Moesgaard

Øreringen kan ses i Moesgaards kommende særudstilling "RUS - Vikinger i øst"

Publiceret: 11. december 2021   

Nationalmuseet præsenterede i den forgangne uge fundet af en smukt udsmykket ørering i guld, som dateres til vikingetiden omkring 1000-tallet. Smykker af guld fra den tid kendes især fra det muslimske Egypten og Syrien og fra Byzans og Rusland, og der er ikke tidligere gjort lignende fund i Skandinavien.

 

Øreringen, som den så ud, umiddelbart efter at blive fundet.

Foto: Frants Fugl Vestergaard.

Den halvmåneformede ørering er pyntet med små guldkugler og guldbånd. Halvmånen er dækket af en emalje, hvis motiv er to stiliserede fugle omkring en plante, som symboliserer livets træ.

Der kan ifølge Nationalmuseet være tale om en gave fra selveste kejseren i Byzans til en viking i sin livgarde.

Foto af smykke på sort baggrund: Søren Greve, Nationalmuseet.