Kom til en aften om vikingetidens kvinder

Foredrag med Maria Hesselager og Sara Heil Jensen

Moesgaard inviterer til en aften med fokus på kvinder i vikingetiden i selskab med forfatter Maria Hesselager og arkæolog Sara Heil Jensen.

Der er skrevet mange fag- og skønlitterære bøger om vikingetidens stærke mænd, der drog ud på togt. Men hvad med vikingetidens kvinder? Forfatter Maria Hesselagers debutroman ’Jeg hedder Folkvi’ foregår i en fri fortolkning af vikingetiden og handler om den unge vikingekvinde Folkvi. Bogen udkom i april i år.

I forbindelse med årets LiteratureXchange, der er Aarhus’ internationale litteraturfestival, kan man høre Maria Hesselager fortælle om romanen onsdag 16. juni på Moesgaard . Sara Heil Jensen, der er arkæolog på Moesgaard, fortæller derefter om livet for kvinderne i vikingetiden. Aftenen afsluttes med en samtale mellem Maria Hesselager og Sara Heil Jensen, og der vil blive mulighed for spørgsmål fra publikum.

Arrangementet finder sted i museets auditorium onsdag 16. juni kl. 18.30-20.00. Billetter koster 150 kr./person (75 kr. for medlemmer af Klub Moesgaard). Der er et begrænset antal billetter til salg.

KØB BILLET TIL ARRANGEMENTET

Ønsker man at supplere med et besøg i museets udstillinger, f.eks. Vikingeudstillingen, eller spise i museets café, skal der på forhånd købes særskilt entrébillet online. Øvrige aktuelle corona-retningslinjer kan findes her.

 

Om romanan og forfatteren skriver forlaget:

"Jeg hedder Folkví" er sat i en fri fortolkning af den tidlige vikingetid og bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om en grænseløs søskendekærlighed, om tilfældigheder og tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uvægerligt bliver ældre. Den unge kvinde Folkví og hendes bror Áslakr er vokset op inden for høvdingepladsens beskyttende hegn. De to har altid været tæt fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og lader sig forlove med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene. I romanens hovedspor snubler Folkví sig ulykkeligt og hovedkulds vej gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. Som midaldrende ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Og ved foden af et gammelt træ sidder nornerne og forsøger at holde styr på menneskernes besynderlige liv. Om forfatteren: Maria Hesselager (f. 1984) er uddannet fra Forfatterskolen. Sammen med billedkunstner Mathias Dyhr driver hun Kunstteater, et arbejdsfællesskab for tværdisciplinære kunstneriske produktioner, som senest har lavet udstillingen og forestillingsrækken "Allei Husene" på Holstebro Kunstmuseum (2020).