Daglig leder til Samsø Museum

Til det kulturhistoriske museum på Samsø, søger vi en daglig leder, der gennem udvikling og alsidige aktiviteter kan sikre, at museet bidrager til varetagelsen af øens kulturarv og lokale identitet.

Hvis du kan bidrage med gode idéer, der kan føre strategien for Samsø Museum ud i livet og kan skabe resultater selv og gennem andre, så kan det være dig, vi søger. 

Din rolle og opgave

Som daglig leder bliver det dit ansvar at fortsætte den gode udvikling på Samsø Museum. Det bliver vigtigt for dig at styrke samarbejdet med kollegerne på Moesgaard og Odder museer for derigennem at styrke relevans og aktualitet. Stillingen indgår i et lederforum på Moesgaard Museum. Dit arbejde vil både være at sikre den daglige drift af besøgsstederne på Samsø og projektbaseret i samarbejde med kolleger på Moesgaard Museum samt eksterne samarbejdspartnere, herunder Samsø Kommune og frivilliggrupper på øen.

Dine opgaver vil være mangeartede, men vil bestå af

Planlægning og afvikling af årshjul for Samsø
Daglig ledelse af ansatte og frivillige
Strategisk bidrag til museal udvikling på Samsø
Kontakt med museumsforening
Varetagelse af markedsføring, herunder digitale platforme
Budgetansvar og projektfinansiering for området.

Dig

Vi søger en person, der er generalist, og har drive. Du kan både selv og via andre få ting til at ske. Du har blik for at skabe værdi via samarbejde på tværs af de enkelte specialer på Moesgaard Museum samtidig med at du kan fastholde og udvikle Samsø Museum som et stærkt forankret og lokalt museum.

Du arbejder selvstændigt, udviser fleksibilitet og trives godt i et samarbejde med andre. Du kan håndtere flere opgaver sideløbende, er systematiker og kan bevare overblikket. Du har gode samarbejds- og kommunikationsevner.

Du har en kandidatuddannelse med relevans for museets virke, og du har erfaring med formidling herunder på sociale medier. Det vil være en fordel, hvis du har mindste et par års erfaring med ledelse af en mindre gruppe, dette gerne fra kulturens verden.

Vi forventer, at du er bosat på Samsø eller ønsker at flytte til øen i forbindelse med ansættelsen.

Du tilbydes

Vi tilbyder et spændende job med faglige udfordringer i en kreativ verden med højt til loftet og store ambitioner. Arbejdsstedet er Samsø Museum. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt i gennemsnit. Løn og ansættelsesvilkår ifølge overenskomsten for akademikere i staten, en række personalegoder og en aktiv personaleforening. Tiltrædelse efter aftale.

Er det dig?

Så send ansøgning og relevante bilag i doc- eller pdf-format som en samlet fil til job@moesgaardmuseum.dk ”Daglig leder af Samsø Museum” i emnefeltet hurtigst muligt og senest 20. oktober 2019. Alle henvendelser behandles fortroligt. Der vil indgå test i forløbet. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 44 og 46. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte publikumschef Henrik Hatt på tlf. +45 30 62 60 92.

 

Moesgaard er en selvejende institution, som omfatter Moesgaard Museum i Højbjerg, Vikingemuseet i Aarhus samt Odder og Samsø museer. Moesgaard er et arkæologisk og etnografisk specialiseret museum med internationalt anerkendte udstillinger og årligt 4-500.000 besøgende. Museet bedriver forskning i ind- og udland. Moesgaard er arbejdsplads for over 300 museums- og universitetsansatte, og har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet. Moesgaard har tre stjerner i Michelins grønne rejseguide og modtog i 2018 Tripadvisors Travellers Choice pris, som nr. 1 blandt de ti mest populære museer i Danmark. Se mere på www.moesgaardmuseum.dk