Lønkonsulent

Vi er på udkig efter en serviceminded lønkonsulent der har blik for detaljerne, som kan drifte, udvikle og optimere lønadministrationen, og kan bidrage til den fortsatte udvikling af HR og Løn på museet.

Moesgaard Museum er en spændende og kreativ arbejdsplads i enestående omgivelser, hvor dagene sjældent er ens, og hvor du som person vil opleve gode personlige udviklingsmuligheder. Du vil blive en del af HR og Løn som er et lille og ambitiøst team, hvor der er fokus på at levere høj service og bidrage til museets udvikling.Vi hjælper hinanden og diskuterer åbent udfordringer og resultater, for hele tiden at lære og forbedre os. HR og Løn indgår i museets Administration bestående af 10 medarbejdere. Vi har en flad organisationsstruktur, hvor den gode idé hurtigt kan omsættes til handling. 

Hvis du lyst til at være på en spændende arbejdsplads med arbejdsopgaver, der spænder fra lønkørsel til udviklingsopgaver, og hvor din strukturerede tilgang til arbejdet samt positive indstilling anerkendes, så læs endelig videre!   

Jobbet 
  • Lønkørsel for ca. 250 medarbejdere
  • Dokumentation af lønkørsel, lønkontrol og afstemning af løn
  • Drift og optimering af løn- og tidsregistreringssystemer
  • Vejlede og guide medarbejdere og ledere om løn og overenskomstforhold.
  • Udarbejde rapporter i Excel til statistikindberetninger samt internt til at understøtte beslutningsgrundlag i museets afdelinger
  • HR relaterede opgaver herunder ansættelsesbeviser og vedligeholdelse af stamdata
  • Administration af refusioner vedr. sygedagpenge, barsel, løntilskud og fleksjob
  • Projektdeltagelse herunder procesoptimering og systemimplementering og integration

Du kommer til at arbejde med et af de nye lønsystemer i form af Intect. Systemforståelse er ikke et krav, da det er nemt eller intuitivt at arbejde med løn i Intect.

Dig

Din baggrund kan være en relevant videregående uddannelse, eller en kontoruddannelse med supplerende uddannelse inden for HR eller løn. Du har et par års erfaring med lønadministrationens mange facetter, så du kan påtage dig den daglige udførelse, der sikrer, at museets medarbejdere får den korrekte løn i rette tid. 

Du er serviceminded og kan lide at jonglere med tal og data, og er lidt af en Excel-haj. Du motiveres af at optimere og skabe udvikling, og det falder dig naturligt at tage ansvar, identificere og initiere nye tiltag. Endvidere har du et gåpåmod og interesse for at sætte dig ind i de pågældende overenskomster tilhørende museet, så du er parat til at hjælpe medarbejdere med deres spørgsmål.  Da vi arbejder med digitalisering og forbedring af processer i administrationen forventes det, at du kan bidrage til denne udvikling.  

Du tilbydes 

Et spændende job med faglige udfordringer og mulighed for at præge jobbet. Uanset hvilken erfaring du bringer med dig, vil vi sørge for at du får en grunding introduktion til organisationen, dine opgaver og vores systemer. Arbejdstiden er 37 timer ugentligt i gennemsnit. Løn og ansættelsesvilkår ifølge Funktionæroverenskomsten mellem Dansk Erhverv og HK, en række personalegoder og en aktiv personaleforening. Tiltrædelse snarest muligt.

Er det dig?

Så send ansøgning med udførligt CV i én PDF til job@moesgaardmuseum.dk med angivelse af ”Lønkonsulent” i emnefeltet, så ansøgningen er os i hænde senest 27. juni. Henvendelser behandles fortroligt. Der vil indgå test i forløbet. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte administrationschef Per Linnemann Larsen på telefon 51 70 21 69 eller HR-ansvarlig Lena Strunge på telefon 21 12 98 79.

 

Moesgaard er en selvejende institution, som omfatter Moesgaard Museum i Højbjerg, Vikingemuseet i Aarhus samt Odder og Samsø museer.

Moesgaard er et arkæologisk og etnografisk specialiseret museum med internationalt anerkendte udstillinger og årligt 4-500.000 besøgende. Museet bedriver forskning i ind- og udland.

Moesgaard er arbejdsplads for over 300 museums- og universitetsansatte, og har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.