På Djengis Khans stepper - Mongoliets nomader

Ny særudstilling inviterer på en rejse ud på de mongolske stepper

De mongolske nomader prægede i mere end tusind år kontakten mellem øst og vest både gennem krigeriske ekspansioner og gennem kontrol med handelsveje over stepper og på tværs af ørkenområder.

Historien om Djengis Khan og de hærgende horder, som gennem effektiv krigsførelse skabte grundlaget for verdenshistoriens største rige, er velkendt. Lederen fra de mongolske stepper fik med sine voldsomme erobringer i starten af 1200-tallet skabt et kejserdømme, der strakte sig fra Kina i øst til det nuværende østlige Europa.

På rejse med nomaderne

Moesgaards særudstilling ”På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader” former sig som en rejse med de mongolske nomader og deres dyreflokke. Publikum vil opleve et liv i evig bevægelse, hvor Djengis Khan er til stede både som historisk helt og i personificeringen af drømmen om et forenet folk. I det tørre bælte af stepper, ørken og bjergområder har nomaderne fundet en måde at overleve på, hvor de binder verden sammen under bagende sol, isnende kulde og gennem landskaber med få veje.

Særudstillingen vises fra 19. juni 2018 til 7. april 2019.

Se udstillingens flotte anmeldelser

Udstillingen viser fornemme indlån fra udlandet bl.a. genstande fra Djengis Khans tid og mange pragtfulde genstande, som danske ekspeditioner har hjembragt gennem tiden.  Blandt andet fra de ekspeditioner, som den danske ekspeditionsleder Henning Haslund-Christensen gennemførte i 1930’erne.

Den nomadiske livsstil har i Mongoliet overlevet frem til i dag, hvor en tredjedel af befolkningen stadig lever som nomader på steppen med deres får, geder, heste, kameler og okser. De er stolte folk med en fælles bevidsthed om deres historie og de dyrker den rige kultur, der kredser om at være på evig rejse med store dyreflokke, forbindelser, handel over store afstande og shamanens åndelige rejser mellem verdener og tider. En livsform, der også har givet stor materiel rigdom, hvilket blandt andet kan ses i smykker, dragter, telte, møbler, husgeråd, redskaber, våben og udstyr af ypperlig håndværksmæssig kvalitet.

Udstillingen på Moesgaard viser, hvordan den nomadiske levevis helt frem til i dag udgør et fascinerende alternativ til vores egen bofasthed og er præget af helt andre opfattelser af verden.

Mumie vises i udstillingen – Steppekriger fra Mongoliet vises med alt sit udstyr

 

Udstillingen ”På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader” er udviklet af Moesgaard Museum i samarbejde med Nationalmuseet. Udstillingen kan ses på Moesgaard Museum fra 19. juni 2018 til 7. april  2019 og vil efterfølgende blive vist på Nationalmuseet.

Udstillingen er støttet af Spar Nord Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden.

Læs mere om verdens nomader

Dansk nomadeforskning placerer sig som en af de helt store indsatser i international antropologi og adskillige ekspeditioner har resulteret i righoldige samlinger både på Moesgaard Museum og på Nationalmuseet. 

Carlsbergfondet har igennem en lang årrække støttet forskning i nomadekulturer i Asien og Afrika gennemført af danske etnografer, arkæologer, geografer, botanikere, religionshistorikere, musiketnologer, fotografer med flere. 

Femtende og sidste bind i Carlsbergfondets store serie om verdens nomader er netop udgivet og bindet Among Herders of Inner Mongolia indeholder videnskabelig dokumentation og analyse af data indsamlet på ekspeditioner til Mongoliet i 1936-1939 ledet af Henning Haslund-Christensen.

Læs mere om bogserien og det sidste bind om nomaderne