Den måske hurtigste båd i havnen

Pop-up udstilling om Stillehavets søfolk

Fra 2. til 12. august viser Moesgaard Museum en pop-up udstilling på Århus Ø om Stillehavets søfolk.

I udstillingen, der vises i forbindelse med VM i sejlsport, indgår en af verdens hurtigste traditionelle sejlbåde, en udriggerkano fra Melanesien i Stillehavet.  Den er bygget af materialer fra Papua Ny Guinea.

Sejlads til havnen

Kan man vise en udstilling om en båd uden at have testet, at den kan sejle? Nej vel? Museets fagfolk sejlede derfor søndag den 29. juli udriggerkanoen fra Moesgaard Strand til udstillingsområdet ved havnen.

Turen på lidt over 8 sømil tog ca. to timer. Vinden var svag, mellem 3 og 4 m/sek det meste af vejen. Udriggerkanoen overhalede flere kølbåde på vejen og sammen med fart i den nævnte vindhastighed, blev det endnu en gang bekræftet, at denne bådtype sejler overraskende hurtigt.

På vejen ind til lystbådehavene mødte båden adskillige Nacra-katamaraner og 49'ere, som i deres grundidé er baseret på det samme design som Stillehavets traditionelle sejlbåde, herunder Moesgaards udriggerkano. Sejlere og følgebåde fra verdenseliten var utroligt interesserede i udriggerkanoen, og holdet i båden blev taget godt imod af arrangørerne af VM.

Se mere om forberedelserne til sejladsen her i indslag fra TV-avisen

Stillehavets søfolk

Gennem årtusinder har Stillehavets befolkninger mestret havsejlads og navigation, i fartøjer af denne type. I dem satte frygtløse sejlere ud over horisonten fra Sydøstasien for 3500 år siden og befolkede i århundrederne efter hele jordens blå tredjedel. Det var den største sejladsmæssige præstation i menneskehedens historie, inden den europæiske ekspansion.

Mange befolkninger i Stillehavet er berømte for deres evne til at navigere efter stjerner, bølger, fugletræk og havstrømme. Moesgaards antropologer har foretaget langvarige studier blandt én af de sidste sejlergrupper på øerne nord for Papua Ny Guinea, og der er herfra udriggerkanoen kommer.

Bevægelse og mobilitet

I år har Moesgaard Museums særudstillinger et gennemgående tema, nemlig menneskelig bevægelse og mobilitet. Året byder på en international særudstilling om Djengis Khan og Mongoliets nomader, en udstilling om syriske flygtninges nye hjem på Samsø, en udstilling skabt af studerende ved Aarhus Universitet om nomadisme, samt denne pop-up udstilling.

 

Udstillingen kan se på lystbådehavnen nær det nye sejlsportscenter fra 2. august til 12. august.