4500 år på 1 minut

Da verden forandrede sig med landbruget, så nye guder dagens lys. Vi har samlet en tidslinje med fire historiske nedslag fra Moder Jord-udstillingen, der kort giver dig et overblik over kornets guddommelige rejse fra Mellemøsten til vores egne breddegrader.

Tidslinje

I 250.000 år vandrede vi mennesker rundt som jæger-samlere, der fulgte dyrenes spor. Men så skete der noget, der ændrede alt. Det hele begynder i det område, der kaldes Den Frugtbare Halvmåne i Mellemøsten, hvor mennesker langsomt får øjnene op for det gyldne korns magiske kræfter.

Cirka 9000 år siden

Vores fortælling begynder for 9000 år siden i Mellemøsten i en tid med usædvanlig frugtbarhed. Her er de første landbrugskulturer opstået, og store bondesamfund lever af at dyrke jorden. Deres guder er frugtbarhedsgudinder. De hjælper de tidlige bønder med at gøre markerne frugtbare.   

Cirka 7000 år siden

Kornets kræfter er sluppet løs. Landbruget spreder sig fra Mellemøsten langs floderne op i Østeuropa. Den dybe urskov fældes med rå kraft for at skabe plads til marker. Verden skal formes af menneskehænder, og den stærke tyregud symboliserer det nye verdenssyn. Der er brug for hans mægtige kræfter til at omforme verden.

Cirka 5500 år siden

I det regnfulde nord er pladsen blevet trang. Der er kommet flere mennesker til, og små samfund kæmper om retten til den gode jord. Frygten for en fejlslagen høst fører til bemærkelsesværdige handlinger. Mennesker, dyr og kostbare genstande ofres til guderne, og der bygges tusindvis af stendysser til forfædrene i et forsøg på at skabe orden. Den omfattende kamp for at sikre høsten, får samfundet til at slå sprækker.

Cirka 4500 år siden

Ved Stonehenge samles folk fra nær og fjern på årets korteste dag. De fejrer solgudens rejse over himlen. Ceremonien begynder ved de levendes cirkel af træ og kulminerer i den mægtige stencirkel – forfædrenes rige. Mens solens sidste stråler rammer dem, synger de foråret frem og mærker forbindelsen til deres forfædre. Ritualet indvarsler et gudesyn i en forandring - mennesket løfter blikket fra jorden og finder nye guder i himlen.