Mumier og moselig

De kendte ikke hinanden, de to unge mumificerede mænd, der ligger i hvert sit rum på Moesgaard Museum. Den ene levede og døde i Egypten, den anden i Midtjylland i Danmark. På trods af de store geografiske forskelle er der visse ligheder mellem de to mænd. De levede på stort set samme tidspunkt og døde i omtrent samme alder. Og så deler de også den skæbne, at deres lig blev mumificeret og bevaret for eftertiden, så du, den dag i dag, kan stå ansigt til ansigt med dem begge på Moesgaard Museum.

Hvad er en mumie?

De fleste af os får bestemte associationer, når vi hører ordet mumie – en del af disse associationer stammer muligvis fra mere eller mindre virkelighedstro gengivelser af mumier i storslåede Hollywood-produktioner.  

Helt faktuelt bruges ordet ’mumie’ i moderne videnskab som et begreb, der dækker over en naturlig eller kunstig bevaring af kroppe fra store dele af verden og fra forskellige tidsperioder. Der kendes mumier fra blandt andet Italien, Grønland, USA, Peru, Kina, Chile, Sibirien og, naturligvis, Egypten. De fleste forbinder nok i særdeleshed mumier med det gamle Egypten, men også i Danmark har vi verdensberømte mumier. 

De egyptiske mumier

Den egyptiske mumificeringsskik er ca. 7000 år gammel og stammer fra den såkaldte sendynastiske tid, omkring 5300-3000 f.Kr. Her blev de døde egyptere gravlagt i gravede huller i sandet, der – takket være det ekstremt tørre klima – udtørrede kroppen og bevarede hud, hår og negle.  

De næste mange tusind år fortsatte egypterne med at udvikle denne naturlige mumificering, så ligene blev bevaret og de døde dermed kunne genoplives og leve videre i efterlivet. Idealerne for mumificering og dermed også balsameringsteknikkerne ændrede sig meget over tid, og den naturlige mumificering blev efterhånden tilsidesat fremfor kunstige indgreb gennem balsamering. Balsameringskunsten nåede sit højeste i det 21. dynasti, omkring 1070-945 f.Kr. Senere, i den græsk-romerske periode fra omkring 332 f.Kr. til 395 e.Kr., faldt balsameringskvaliteten kraftigt og fokus blev i stedet lagt på kunstfærdige omvikling med bandager. Herefter døde mumificeringsskikken langsomt ud. 

I udstillingen Egypten – Besat af livet kan du opleve flere egyptiske mumier, der har været igennem den omfattende balsameringsproces. Herved er kroppen bevaret under de mange lag bandage, der er en væsentlig del af mumificeringsprocessen.

LÆS OGSÅ: Balsamering af et menneske

Højmosernes mumier

Som nævnt er mumificering ikke et fænomen, der er forbeholdt det gamle Egypten. Der findes nemlig også danske mumier - moseligene. Grauballemanden er det bedst bevarede moselig i verden. Han er et eksempel på den ”magi”, der under de helt rette forhold, udfolder sig i de Nordvesteuropæiske højmoser, hvor et menneske kan nedlægges i mosens dynd og igen se dagens lys flere tusind år senere og være så velbevaret, at kroppen ser ud som om den er nedlagt ganske kort tid forinden.  

Mumificering af et legeme kan ske på tre forskellige måder: Kroppen kan blive bevaret kunstigt, naturligt eller som en kombination af både kunstige indgreb og naturlige processer. De egyptiske mumier tilhører den tredje kategori, hvor de naturlige processer kontrolleres eller erstattes af kunstige indgreb. De danske moselig – og dermed også Grauballemanden – er derimod bevaret som mumier takket være naturlige processer i moserne.   

I stedet for udtørring med salt og tilførsel af olier, som er en del af den egyptiske mumificeringsproces, er det dermed forholdene i mosen, der afgør, om liget omdannes til en mumie og i hvilket omfang, kroppen bevares. De vigtigste forudsætninger for, at et legeme omdannes til en mumie, er fraværet af ilt og et tilstrækkeligt surt miljø, der bremser den naturlige nedbrydning af kroppen. Her er planten sphagnum en afgørende faktor. Når planten dør og synker ned til tørvene på bunden af mosen, udvikles stoffet sphagnan, der efterfølgende omdannes til humussyre. Derved starter en proces, hvor kroppens knogler afkalkes og hud, hår, brusk og sener garves. Derved skabes yderst velbevarede mumier.

LÆS OGSÅ: Verden vendt på hovedet

De to unge mumificerede mænd på Moesgaard

Moesgaard Museums særudstilling Egypten – Besat af livet går helt tæt på de gamle egypteres efterlivsforestillinger. I udstillingen kan du blandt andet se hovedet af en ung mand, der efter sin død blev mumificeret. Videnskabelige undersøgelser af hovedet viser, at hans hjerne er fjernet under balsameringen og at der i kraniet er harpiks, der stammer fra opbindingen af hans mumie. Hovedet er så velbevaret, at man kan se halsrøret og ligeledes se rester af bandage på hans overlæbe og i panden.  

I en af museets permanente udstillinger ligger Grauballemanden. Han er, som den unge mand fra Egypten, et mumificeret menneske. Hans skæbne ses tydeligt på den yderst velbevarede krop, idet hans hals er skåret over. Der hersker ingen tvivl om, at den unge midtjyske mand blev dræbt, inden han blev nedlagt i mosen og konserveret for eftertiden.  

Takket være mumificering – om den er naturlig eller kunstig – er vi nu, 2000 år efter deres død, i stand til at bringe dem tæt på hinanden og forundres over deres liv og død.

LÆS OGSÅ: Hvem var Grauballemanden?