Studerende åbner ny udstilling om kærlighed

Tirsdag 18. juni slår 66 antropologi-studerende fra Aarhus Universitet dørene op for udstillingen KÆRLIGHED på Moesgaard Museum. Udstillingen udfolder aspekter af kærlighed og opfordrer publikum til at være nysgerrig på forskellige fortællinger om kærlighed.

Med udstillingen KÆRLIGHED inviterer de antropologistuderende museets gæster til at udforske seks forskellige perspektiver på kærlighed. De studerende håber, at årets udstilling kan være med til at sætte gang i tanker og refleksioner om kærligheden, som vi kender den, men alligevel kan have svært ved at begribe.

 

 

”Hvad er kærlighed? Det har jo vist sig at være næsten umuligt at svare på. Efter de her uger har vi arbejdet med den her udefinerbare størrelse, som bliver ved med at overraske os. Det er svært at beskrive, hvad det er, men det er noget, vi alle har et tilhørsforhold til. Det er jo forskelligt, hvad folk forbinder med kærlighed. Men måske er netop kærlighedens foranderlige væsen pointen, som er med til at give den en helt enorm betydning og placering i vores liv”, fortæller Anton Nicolaisen, bachelorstuderende ved Aarhus Universitet.

 

Billede: De studerende er selv med til at bygge rekvisitter

 

I udstillingen kan publikum træde ind i seks forskellige hjerterum af kærlighed. De kan se kærligheden fra børnenes perspektiv og høre forskellige generationers kærlighedsfortællinger. De kan mærke, hvordan det føles at miste kærligheden eller opleve, hvilke ofringer mennesker gør i kærlighedens navn. Derudover kan de opleve kærligheden i en kirkevielse eller udforske kærligheden til naturen. Gæsterne kan gå fra rum til rum og selv bestemme, hvilke aspekter af kærlighed, de er nysgerrige på.

Udstillingen bygger på information og materiale, som de antropologi-studerende selv har indsamlet gennem feltarbejde. Materialet har afsæt i virkelige mennesker og fortællinger, hvortil antropologien har bidraget med et nysgerrigt blik på kærlighed. Studenterudstillingen er et samarbejde mellem Moesgaard Museum og Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet.

KÆRLIGHED kan opleves på Moesgaard Museum fra 18. juni 2024