Vi drømmer

Besøg årets studenterudstilling, hvor alle slags drømme bliver udfoldet og udforsket.

Drømme kan være store som små, bizarre som banale, bevidste som ubevidste - og alt imellem. Én ting er dog sikkert: Det er menneskeligt at drømme.

Med udstillingen 'Vi drømmer' inviterer 54 antropologistuderende på Aarhus Universitet museets gæster til at drømme med og dykke ned i seks fragmenter af drømmenes verdener. For hvad drømmer vi egentligt om? Hvad betyder vores drømme? Og hvordan forholder vi os til dem?

'Vi drømmer' handler om drømme på tværs af tid, sted og tilstande. De studerende håber, at årets udstilling vil sætte gang i tanker og refleksioner om drømmes betydninger i livet.

”Drømme fører os væk fra verden, som vi kender den, eller tæt på det, som vi brændende ønsker os. Nogle drømme brister, nogle forandrer sig, mens andre udfoldes, udleves, opfyldes. Drømme er både noget personligt, men drømme kan også være en del af vores fælles forestillinger,” fortæller Johanne, der er bachelorstuderende i antropologi.

I udstillingen møder man hverdagens drømmere, som de usynlige forældre, der drømmer om et barn, og de rodløse drømmere, der ikke ejer et hjem. Man hører om drømme gennem et langt liv, og om drømme om at opgradere kroppen med teknologi. Man får indblik i nattens drømme og tager på en rejse ind i grænselandet mellem det vågne og det sovende.

 

 

Den viden, som udstillingen bygger på, har de kommende antropologer indsamlet gennem feltarbejder rundt omkring i Danmark. De studerende har i samarbejde med museets selv udformet udstillingen lige fra den første skæve idé til hvert elements endelige placering i udstillingslaboratoriet.

Den årlige studenterudstilling er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Moesgaard Museum. Den startede oprindeligt med små plakater, som de studerende hængte op på museet. Dog er den i løbet af de sidste fem år blevet større og større. I dag er den en unik tradition, der giver de studerende mulighed for at formidle deres viden til den bredere befolkning.

’Vi drømmer’ kan opleves på Moesgaard Museum fra 22. juni til 26. september.