Sidste chance 19.10.25
Særudstillinger og permanente udstillinger
Det første udstillingsrum, I møder på museet, er foyeren med den centrale trappe – en udstilling i sig selv! Trappen er opdelt i to sektioner - oprindelsestrappen øverst og evolutionstrappen nederst.
Evolutionstrappen - Mød familien
På evolutionstrappen kan I møde de menneskearter vi nulevende mennesker er efterkommere af. Syv livagtige figurer holder øje med jeres færden, mens I bevæger jer ned ad trappen. Fra 3,2 millioner år gamle Lucy fundet i Etiopien til Koelbjergmanden fra stenalderen – det ældste skelet fundet i Danmark.
De anatomisk korrekte rekonstruktioner er skabt i samarbejde med Center for Biokulturel Historie på Aarhus Universitet og de verdensberømte Kennis-brødre fra Holland.
Oprindelsestrappen - Trappen til verden
På vej op ad trappen til museets etnografiske udstillingsområde kan I møde tre figurer skabt ud fra samtidige mennesker fra forskellige kulturer: Paul Gurrumuruwuy, aboriginer fra Yolngu-folket i Australien, Galina Ainatgual, tjukter fra det nordlige Kamchatka i Sibirien, og Stephen Hawking, den internationalt kendte fysikprofessor fra England.
De tre præsenterer hver deres perspektiv på, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen – perspektiver der leder naturligt videre til museets etnografiske udstilling.