Kelterne vs. Romerriget
SLAGET VED ALESIA
Ca. 58 F.KR. - 50 F.KR.
Mens Rom endnu kun var en landsby, begyndte kelterne at vinde frem i Centraleuropa. Fra ca. 800-50 f.Kr. rejste kelterne sig fra at være små fyrsteslægter i Alperne til at blive en politisk og militær magtfaktor i Europa.
Da den keltiske kultur var på sit højeste ca. 100 f.Kr., bredte den sig fra Atlanterhavet i vest til Sortehavet i øst. Kulturen strakte sig fra højlandet på De Britiske Øer til landområder syd for Alperne, men kelternes hundredvis af stammer blev aldrig samlet i ét rige.
På samme tid havde romerne stort set fået kontrol over Middelhavsområdet og vendte blikket mod nord. De keltiske stammers splittede organisation var sårbart overfor Romerrigets samlede styre, og med Romerrigets gradvise ekspansion i Europa, mødte kelterne en velorganiseret overmagt med store politiske og militære ambitioner.
Gallien består af tre landområder. I det ene bor belgerne, i det andet aquitanerne, i det tredje kelterne, som de kalder sig selv, mens vi kalder dem gallerne.
Gallien
Gallien var navnet på det nuværende Frankrig, Belgien og Luxemburg, men i nogle kilder dækker det også Schweiz, dele af Holland, Norditalien og Tyskland vest for Rhinen.
Gallien var ikke ét samlet rige. Ligesom resten af det keltiske kulturområde, var Gallien en mangfoldig mosaik af selvstændige stammer og fyrstedømmer. De mange stammer delte verdenssyn og ritualer, men de lå ofte i konkurrence, stridigheder og krig med hinanden.
De galliske stammer sad på kontrollen af store handelsruter mellem nord og syd i Centraleuropa. Gallien var rig på frugtbare jorde, kvægavl og udvinding af jernmalm. Stammernes territorier lå strategisk godt placerede, hvilket øgede deres økonomiske, politiske og militære magtpositioner.
Vercingetorix – Fyrsternes Fyrste
Vercingetorix var en keltisk fyrste fra den galliske stamme arvernerne. Hans navn betyder Fyrsternes Fyrste – eller den største konge af krigere.
I 52 f.Kr. efter flere års romersk besættelse, tog Vercingetorix lederskabet i gallernes modstandskamp. Han nægtede at underkaste sig Romerriget. Han forenede de splittede stammer og indledte et forsøg på at smide Julius Cæsars romerske legioner ud af Gallien.
I dag bliver Vercingetorix betragtet som en folkehelt i Frankrig. I de store krige i det 19. og 20. århundrede blev han et samlende symbol på frihedskamp. Myten om Vercingetorix fortæller om en heltemodig frihedskæmper, men vi bør måske i lige så høj grad se ham som en benhård politiker og nådesløs strateg, der forstod at navigere i en kompleks verden af trusler udefra og interne stridigheder.
Gallerkrigene
Fra år 58-52 f.Kr. gennemførte Julius Cæsar en række brutale og strategiske felttog i Gallien, som han beskrev sit værk Gallerkrigen. Gallerkrigene bestod af sammenstød mellem de keltiske gallere og romerske legioner, og kulminerede i belejringskrigen Slaget ved Alesia.
De keltiske stammer og fyrstedømmer i Gallien blev gradvist påvirket af Romerriget via diplomati, trusler og bestikkelse fra ca. 200 f.Kr. og frem mod år 1. Mange keltiske stammer handlede med romerne, som også hjalp kelterne med at bekæmpe germanske stammer fra nord og øst for Rhinen på dette tidspunkt. På den måde fik Romerriget adgang til den politiske scene i de keltiske fyrstedømmer – og romerne udnyttede denne viden til at spille fyrsterne ud mod hinanden.
Gallien var præget af uro og politisk ustabilitet omkring år 60 f.Kr. Uroen skyldtes overordnet tre faktorer:
◀ Helvetiernes folkevandring: Den keltiske stamme helvetierne (fra det nuværende Schweiz) var presset af germanske stammer. De besluttede at brænde deres egne byer ned og drog på en massiv folkevandring tværs gennem Gallien for at finde nyt land. Deres rute førte dem tæt på romerske provinser, og de galliske stammer, der var allierede med Rom, bad om hjælp, da de frygtede at blive overrendt.
◀ Den germanske trussel: Keltiske stammer var under hårdt pres fra germanere ledet af Ariovistus mod nord og øst. Ariovistus havde krydset Rhinen og bosat sig i Gallien. Stammerne var splittede; de havde selv tilkaldt ham som lejesoldat i interne kampe, men nu kunne de ikke slippe af med ham.
◀ Interne magtkampe: Stammerne arvernerne og hæduerne i det centrale Gallien var gamle rivaler. I tiden op til Gallerkrigene lå hæduerne dog primært i konflikt med sekvanerne, der havde allieret sig med germanere for at besejre hæduerne, som var allierede med Rom. Splittelsen gjorde det svært for gallerne at forene sig i en samlet alliance mod fjender udefra.
Julius Cæsar brugte ustabiliteten som et påskud for at gå ind i Gallien med sine legioner. Han havde allerede sikret sig støtte fra nogle af de keltiske stammer, og nu ville han sikre stabilitet ved grænserne – og så var en sejr i Gallien afgørende for Cæsars egen politiske karriere.
Slaget ved Alesia
Året er 52 f.Kr.
I Gallien er de keltiske stammer pressede af interne konflikter og truslen fra ydre fjender. Julius Cæsar har indledt et storstilet felttog i Gallien. Stammerne kan underkaste sig eller kæmpe for deres frihed og selvstændighed. Her træder krigerfyrsten Vercingetorix frem på den politiske scene og griber magten – han formår at samle de stridende stammer i et af de største keltiske krigerfællesskaber: Nu griber gallerne til våben i kampen mod Julius Cæsars invasion af Gallien.
Taktikken er klar: Vercingetorix vil lokke romerne dybt ind i Gallien, brænde alt ned, hvor legionerne kommer frem for at fjerne alle ressourcer fra den romerske krigsmaskine, og så slå til med snigangreb, når fjenden er svagest. Efter flere blodige slag mod romerne slår taktikken fejl. Vercingetorix søger tilflugt i den befæstede by Alesia – en keltisk storby i Bourgogne-Franche-Comté-regionen.
I 52 f.Kr. huser Alesia muligvis en befolkning på 80.000, herunder flygtninge og krigere under Vercingetorix’ kommando. Byen ligger på et plateau 200 meter over dalen omgivet af stejle klipper i alle retninger undtagen ved de østlige og vestlige yderpunkter. Alesia er beskyttet af en befæstet stenmur – murus gallicus – bygget op om et skelet af egetømmer og jernnagler.
Inden for byens massive mure regner Vercingetorix med, at han kan holde romerne ude, indtil forstærkninger fra krigerfællesskabet kommer til undsætning.
Men Cæsar er en snu feltherre. Han angriber ikke byen. Inden kelternes forstærkninger når frem, bygger romerne en circumvallatio – en 15 kilometer lang mur hele vejen rundt om Alesia. Vercingetorix og de tusindvis af gallere er fanget i byen. Men her stopper Cæsar ikke. Bag dén mur bygger romerne endnu en mur – en contravallatio – for at holde de galliske forstærkningerne ude.
Endelig lyder brølet fra en keltisk carnyx i det fjerne – til lyden af de frygtindgydende krigstrompeter kommer krigerfællesskabet Alesia til undsætning! Slaget raser i dagevis og bølger frem og tilbage. Men krigerfællesskabets forstærkninger kom for sent. Vercingetorix, krigerfællesskabet og Alesia bliver besejret af Cæsars taktiske genistreg.
Vercingetorix rider ud af byen og kaster sine våben for Cæsars fødder. Romerne fører Vercingetorix til Rom og fængsler ham.
Året er 46 f.Kr.
Vercingetorix bliver ført gennem Roms gader under Cæsars triumftog. Romerne har sejret og taget magten over det meste af Gallien. Vercingetorix – Fyrsternes Fyrste – bliver ført til bødlen og henrettet.
Det ultimative nederlag
Med det korte hår sat op til krig og en torque om halsen ligger han nøgen og forsvarsløs på sit skjold. Han magter ikke længere at holde på sit sværd, der ligger nytteløst ved hans hånd.
Den døende kriger er den græske kong Attalos den 1. af Pergamons monument over sejren over den keltiske stamme galaterne ca. 230 f.Kr. For at fejre sejren, får han lavet bronzestatuer af de døende galatere og lader skulpturerne opstille i sin hovedstad.
Statuen af den overvundne galater bliver et tidløst symbol på barbarernes nederlag og bliver kopieret igen og igen. Julius Cæsar, der i 52 f.Kr. endelig overvinder Vercingetorix og erobrer hele Gallien, kopierer figurerne i marmor. Ligesom kong Attalos stiller han dem overalt i sin hovedstad Rom, men nu i et uforgængeligt materiale.
I dag kender vi statuen som Den Døende Galler, og Julius Cæsars marmorkopi bliver det ultimative billede på Roms sejr.
De græske bronzestatuer findes ikke længere. Statuen på billedet er en gipsafstøbning af Julius Cæsars marmorkopi, udlånt af Statens Museum for Kunst, Danmark, til 'Kelternes verden – Europas urkraft' på Moesgaard 2025-2026.
Den Døende Galler
Den Døende Galler er en berømt marmorskulptur fra antikken, der forestiller en falden kriger. Skulpturen er en romersk kopi af et tabt græsk bronzeværk fra omkring år 230-220 f.Kr. Den står i dag på De Kapitolinske museer i Rom.
Stammer med afgørende betydning i Gallerkrigene
Arvernerne
Sad på magten i det centrale Gallien, Auvergne i Frankrig
Stor militær og politisk magt med rigdom fra frugtbare jorde, kvægavl og minedrift
Ledet af fyrsten Vercingetorix (82-46 f.Kr.)
Helvetierne
Boede i det nuværende Schweiz
Drog på massiv folkevandring i 58. f.Kr., som udløste Cæsars felttog
Hæduerne
Økonomisk magt fra handel mellem nord–syd
Anerkendt af Romerriget som venner af Rom
Stor politisk magt, men militært svagere end arvernerne og sidenhen sekvanerne
Sekvanerne
Lå strategisk placeret ved store handelsruter i Østgallien
Allierede sig med germanere for at vinde magten i det centrale og østlige Gallien over hæduerne
Belgerne
Store modstandere af Romerriget: Cæsar kaldte dem de mest krigeriske i Gallien
Stor militær styrke og omfattede mange forskellige stammer
Carnuterne
Boede i det centrale Gallien
Gjorde modstand mod Romerriget i 52. f.Kr. ved at dræbe romerske embedsmænd
Oprøret antændte gallernes samlede oprør mod Cæsars felttog – anført af Vercingetorix
Verdenshistorier
Hvor levede kelterne?
Klik dig ind i historien på billedet.
◀
