Omkring 150 e.Kr. optegnede den græske geograf Ptolemaios et verdenskort, hvor den jyske halvø er med. Han kaldte Jylland det ‘kimbriske forbjerg’ og placerede kimbrernes bosted helt nordligt på halvøen. Nord for den placerede han tre øer, som sandsynligvis kan identificeres med Thy, Mors og Vendsyssel. Dermed svarer hans placering af kimbrerne til lokaliseringen af landsdelen Himmerland, som i den ældste skriftlige overlevering omtales som ‘Himbersyssel’.

Ptolemaios' originale optegnelser fra det 2. århundrede er ikke bevarede. I 1467 opdaterede Nicolaus Germanus de oprindelige optegnelser med målinger fra den danske kartograf Claudius Clavus. På billedet ses Nicolaus Germanus' kort over Skandinavien fra 1467.

I Danmarks muld og moser er der gjort mange fund fra jernalderen, som trækker tråde til fjerne egne i Europa. Det gælder f.eks. den berømte Gundestrupkedel og en lang række kedler og kander af bronze, som, da de kom til Danmark, allerede var ‘antikke’ genstande og sandsynligvis røvet fra helligdomme eller grave i keltiske områder i Centraleuropa.

De mange genstande kan måske spores til kimbrerne. De forlod deres hjemegn og drog sydpå i Europa. Det bliver ofte omtalt som ‘kimbrertoget’ eller ‘kimbrertogtet’, men der var hverken tale om det ene eller det andet.

Kimbrernes lange vandring gennem Europa førte dem gennem kelternes territorier og andre folkeslags områder og videre mod Romerriget. Romerne var så chokerede over kimbrernes succesfulde færd, at de udspurgte tilfangetagne kimbrere, hvor de kom fra, og hvorfor de var startet på deres lange togt. Ifølge kimbrerne var der tale om en vandring, der begyndte som en flygtningestrøm, fordi de kimbriske bønder var blevet fordrevet fra deres hjem af en stormflod.

For kimbrerne drejede det sig om at overleve, og de flygtede derfor til områder, hvor der var tørt, og hvor de kunne finde mad. Problemet var bare, at når der ikke var mere at spise dér, måtte de søge nye steder hen. I forsøget på at finde et nyt sted at bosætte sig, begyndte plyndringer at spille en stadig større rolle for kimbrerne. De mødte ofte modstand, hvor de kom frem, og derfor ændrede folkevandringen karakter og blev mere voldelig – og det var her, de kom i kontakt med Romerriget. Det, der begyndte som en rimelig fredelig flygtningestrøm, endte som en af de mest iøjnefaldende konfrontationer mellem nord og syd i oldtidens Europa.

Længe før kimbrerne vandrede sydpå, trængte keltiske gallere over Alperne for at slå sig ned i Norditalien. I år 387 f.Kr. led romerne et forsmædeligt nederlag til gallerne i slaget ved Allia – kun 18 kilometer fra Rom. Romerne blev slagtet eller flygtede over hals og hoved. Gallerne fortsatte mod Rom, som de plyndrede og tog sig kosteligt betalt for at forlade igen.

Romerne glemte aldrig nederlaget til gallerne, og derfor blev det sidenhen et vigtigt politisk mål for Rom at få dem ud af Italien og i det hele taget få kontrol med ‘barbarerne’ nord og vest for Alperne. Da kimbrerne i tusindvis dukkede op ‘ud af det blå’, opfattede romerne dem derfor som en alvorlig trussel mod rigets sikkerhed.

Kimbrerne første alvorlige møde med romerne fandt sted i det bjergrige Noricum (det sydlige Østrig). Kimbrerne var ankommet i stort antal og søgte land at bosætte sig i. Noricum var i forbund med Romerriget, og formodentlig derfor befandt en romersk hær sig i området.

^{Slaget ved Noreia}

Romerne nægtede kimbrerne at bosætte sig i Noricum og at krydse Alperne ind i Italien. I stedet tilbød de at lede kimbrerne ud af området, dog kun for at lægge et baghold for dem. Det skete ved byen Noreia. På trods af taktikken led romerne et alvorligt nederlag og blev slået på flugt.

Eftersom romerne i forvejen havde besat bjergpassene ind i Italien, valgte kimbrerne at tage ruten nord om Alperne gennem den keltiske stamme helveternes land (nuværende Schweiz). Undervejs sluttede stammer som teutonerne, tigurinerne og ambronerne sig til kimbrerne.

Fra helveternes territorie fortsatte den stadig voksende folkevandring ind i Gallien (nuværende Frankrig, Luxembourg og Belgien), hvor de drog plyndrende omkring i de næste ti år. Undervejs stødte de flere gange sammen med romerske hærenheder, som hver gang blev besejret.

Værst gik det ud over en romersk kæmpehær på 80.000 mand plus hjælpepersonel anslået til ca. 40.000, som kimbrerne udslettede i 105 f.Kr. Det var det største nederlag, en romersk hær nogensinde havde lidt.

I løbet af vinteren 102-101 f.Kr. lykkedes det kimbrerne at komme over de østlige Alper og ind i Italien i området nord for Verona. Romerne samler en stor hær og tørner sammen med kimbrerne i et stort slag ved Vercellae.

Ifølge de romerske skrifter var tabene blandt kimbrerne også store. Ved Aquae Sextiae skal der være faldet 200.000 og taget 90.000 til fange, mens der ved Vercellae hævdes at være blevet dræbt 140.000, mens 60.000 blev taget til fange. Da romerne kun plejer at tælle bevæbnede mænd og samtidig nævner, at kimbrerne havde et vogntog med kvinder og børn med sig, kan tallet på hele folketoget let have været over dobbelt så stort, hvilket vil bringe det samlede antal deltagere i vandringen op på over en million. Det tal er så svimlende stort, at de fleste historikere mener, at romerne har pustet tallene op for at retfærdiggøre sine egne nederlag. En ting står dog fast: De kimbriske hære var meget slagkraftige.

Kimbrerne var et gådefuldt folk selv i deres samtid. Oldtidens kilder kan ikke blive enige om, hvem de var. Mange omtaler dem som keltere, mens Julius Cæsar og flere efter ham kalder dem germanere. Hvis den jyske halvø virkelig var deres ophav, er det nok Cæsar, som har ret. Men kun i udgangspunktet, for da kimbrerne stod opmarcheret på Posletten og ventede på at begynde det endelige slag mod Marius Gaius’ romerske tropper, da lignede de mest af alt keltiske krigere. Årsagen til det er dels, at der i tidens løb havde sluttet sig mange keltiske krigere til, dels, at kimbrerne havde været undervejs i så mange år, at tøj og våben må være blevet udskiftet mange gange før det endelige slag ved Vercellae.

I 1891 dukkede rigt dekorerede sølvrelieffer op i Rævemosen ved Gundestrup i Himmerland. Reliefferne udgjorde tilsammen en næsten 9 kilo tung keltisk sølvkedel fra jernalderen. Kedlen fik navnet Gundestrupkedlen, men relieffernes motiver vidner om, at kedlen blev smedet et helt andet sted i Europa. Motiver fra både keltisk og thrakisk mytologi tyder på, at kedlen stammer fra Balkan i nærheden af Sortehavet, hvor keltere og thrakere levede i jernalderen. 

Omkring 120 f.Kr. drog kimbrerne sydpå, og gennem næsten 20 år spredte de skræk og rædsel i store dele af Europa. Kimbrerne kom helt til Balkan, drog tværs gennem Centraleuropa og nåede også til Spanien. Keltiske stammer sluttede sig til dem undervejs. På folkevandringen kom kimbrerne muligvis i besiddelse af Gundestrupkedlen. Måske som krigsbytte efter et slag mod skordiskerne på Balkan mellem 133 og 118 f.Kr., hvorefter nogle af kimbrerne tog kedlen med sig til deres hjemstavn i Himmerland. En anden mulighed er, at kimbrerne fik overbragt Gundestrupkedlen som en gave, da de indgik alliance med keltere og thrakere på Balkan i kampen mod Romerriget.