MED NILEN SOM PULSÅRE

Oldtidens Egypten med dets pyramider, helt særlige kunstneriske stil og rige mytologi er vel nok en af de mest kendte civilisationer helt frem til i dag. Her får I et hurtigt overblik over kongedømmets tilblivelse og historie.

”Det gamle Egypten” er et rige, der strakte sig over godt tre årtusinder, og som har sat nogle markante aftryk i verdenshistorien. Eksempelvis ligger hieroglyfferne – skriftsproget, der blev udviklet tidligt i rigets historie – til grund for senere skriftsprog og kan måske spores i dele af vores nuværende latinske alfabet. Pyramiderne står som meget håndgribelige minder om en storslået fortid, og mumier er en fast bestanddel af populærkulturen.

Men hvad var det egentlig, der skete for godt 5000 år siden, som ledte til dannelsen og opretholdelsen af en af de mest kendte civilisationer gennem historien?

Egypten – et lynhurtigt overblik

En række uafhængige høvdingedømmer omkring den frugtbare Nil – verdens største flod – blev omkring 3150 f.Kr. samlet i verdens første kongedømme. Kongen blev den første farao i en lang række, der herskede over et forenet Egypten indtil romertiden efter Kristi fødsel. Faraoerne blev opfattet som guddommelige, og der var en tæt sammenvævning af, hvad vi i dag vil anse som politik og religion.

"Egypten er Nilens gave," skrev den græske historieskriver Herodot omkring 450 f.Kr., og sandt er det, at Nilen på stort set alle måder var altafgørende for den egyptiske civilisation. Nilen var grundlag for såvel frodighed og rigdom som hele den måde, egypterne opfattede verden på.

Til trods for frodigheden og til trods for at de egyptiske riger på mange måder var veludviklede og med et blomstrende ager- og kvægbrug, var den gennemsnitlige levealder ofte 30-35 år, og døden var på den måde meget præsent på en helt anden måde end i vores samfund i dag.

3000 år er meget lang tid, og derfor har historikerne delt perioden ind i forskellige tider og 31 dynastier. Dynastierne ser vi bort fra i denne sammenhæng og fokuserer fortrinsvis på inddelingen i Det Gamle Rige, Det Mellemste Rige og Det Nye Rige – og de såkaldte mellemtider derimellem.

Allerede kort efter rigets samling omkring 3150 – i den tidligt dynastiske tid – blev hieroglyfferne det skriftlige grundlag, og det var også allerede i denne periode, det velkendte egyptiske kunstneriske formsprog blev udviklet. Og nok så vigtigt: Opfattelsen af, at faraoerne var guder.

Perioden fra 2687 til 2191 kaldes ”Gamle Rige”, og det er i denne periode, de store stenpyramider blev bygget, ligesom de første mumificeringer fandt sted i denne tid – til at starte med en gravpraksis forbeholdt de kongelige, hvorefter skikken i de efterfølgende århundreder sivede nedad gennem samfundslagene.

Mellem Gamle Rige og Mellemste Rige (2061-1664) var en periode præget af splittelse og fraktionering: Det egyptiske rige faldt fra hinanden i det, man kalder Første Mellemtid, men blev så igen samlet. I denne periode blomstrede kunst, arkitektur og litteratur, men befolkningsgrupper udefra pressede sig på, og i 1664 faldt riget igen fra hinanden som følge af interne krige. Denne periode kaldes Anden Mellemtid og varede indtil 1569, hvor riget igen blev samlet i ét kongedømme – i Ny Rige.

I Ny Rige nåede Egypten sit økonomiske og magtmæssige højdepunkt, og kongerne underlagde sig store landområder fra Levanten i nord til Sudan i syd. I denne periode fra 1569 til 1081 blomstrede kulturlivet igen, men mod slutningen af Ny Rige pressede krige mod nabofolk i regionen sig på, og i Tredje Mellemtid i 1081-711 blev riget igen splittet af borgerkrige, og i Sentiden fra 711 og frem til rigets endelige sammenbrud nåede det egyptiske rige aldrig op på fordums storhed.

Tidslinjen herunder giver et hurtigt overblik over vigtige begivenheder:

Kilder:
Ole Herslund: 'Det gamle rige ved Nilens bredder', i udstillingskataloget
Egypten - Besat af livet, Moesgaard Museum, 2023