KRIG

Krig i historien

I starten af vores tidsregning grænsede det velorganiserede Romerrige op til et kludetæppe af germanske stammefolk i nord. Nordgermanerne var i jernalderen opdelt i en række høvdingestammer, der konstant dystede om magt og ressourcer. Krig var en del af livet, og en høvdings magt afhang både af gode våben og af styrken af de alliancer, han dannede.  

Omkring år 200 deltog det rige Østjylland i en række krige, der omfattede folk og stammer fra hele Sydskandinavien og Nordeuropa. Slagene bølgede frem og tilbage, og efter sejr ofrede krigsherrerne de overvundnes våben i storslåede ceremonier, som både skulle tilfredsstille guderne og vise sejrherrernes magt – et politisk skuespil af gigantiske proportioner! I Illerup Ådal, nær nutidens Skanderborg, ofrede lokale krigsherrer både våben, soldaternes personlige udstyr og forsyningstroppernes værktøj i søen i bunden af dalen. Arkæologerne ved ikke, hvor slaget eller slagene fandt sted, men de tusindvis af genstande, der er fundet ved udgravningerne, fortæller alligevel meget om det militærtekniske i de hære, der menes at være Sydskandinaviens første professionelle hærenheder.  

Hærene i Østjylland og resten af Nordeuropa kæmpede hovedsageligt med lanser og spyd og runde skjolde, der både anvendtes som beskyttelse og som våben. Omkring halvdelen af soldaterne havde topmoderne sværd importeret fra Romerriget. Fund af hesteknogler og seletøj viser, at der også var et effektivt kavaleri. Arkæologerne har også en forestilling om krigernes rangordning. 2 pct. af skjoldene er nemlig udsmykket med guld og sølv og har formentlig tilhørt krigsherrerne. Deres bælter var ligeledes overdådigt udsmykkede, og lanserne var kunstfærdigt indlagte med ædelmetal. 8-9 pct. af skjoldene har bronzebeslag og angiver dermed en lavere rang, måske officerer. De resterende ca. 90 pct. af hærene var sandsynligvis almindelige fodsoldater, der bar skjolde med jernbeslag. 

I mosen har arkæologerne også fundet en stor mængde ofrede buer og pile. Pilene havde styrefjer, der var fastgjort med tjære. Aftryk i tjæren afslører, at styrefjerene – som for længst er nedbrudt – kom fra havørne, som var langt mere almindelige i jernalderens Skandinavien end i dag. Ørnen var ifølge senere sagaer en krigsfugl, der fulgte hærene, og måske har pilene fået ekstra kraft ved at kunne flyve som ørnen over slagmarken.  

Også i den sene jernalder og i vikingetiden var Østjylland af stor strategisk betydning. I 726 blev den 500 meter lange og 11 meter brede Kanhavekanal udgravet på Samsøs smalleste sted. Projektet var antagelig en del af et større søforsvar, der også omfattede halvøen Helgenæs på Djursland. Forskere skønner, at der både på Samsø og Helgenæs var krigsskibe, der hurtigt kunne søsættes for at forsvare Aarhusbugten. Teorien bakkes op af en række stednavne indeholdende ordet ’snekke’, et gammelt ord for krigsskib. I Snekkeeng ved Viby har arkæologerne fundet spor af et skibsværft, der var aktivt allerede omkring 797. Rundt om Aarhusbugten var der endvidere en række bavnehøje. Når en fjendtlig flåde nærmede sig, blev der tændt bavne (signalbål) på højene.  

Trods det østjyske søforsvar var krig uundgåelig. Den berømte maskesten fra Aarhus bærer runeindskriften ”Gunulf og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle Ful. Han fandt døden … da konger kæmpede.” Sætningen er af enkelte forskere sat i sammenhæng med slaget ved Svold, et stort søslag i tiden omkring år 1000, hvor den norske kong Olav Tryggvason blev besejret af blandt andet danske Svend Tveskæg. 

Ifølge nordisk mytologi blev faldne krigere båret fra valen (slagmarken) af valkyrier. De kvindelige væsner bragte einherjerne (krigerne) til Asgård, hvor de fortsatte med at bekrige hinanden. Om aftenen genoplivede valkyrierne krigerne, der festede natten lang i Odins bolig Valhal. Grisen Særimner og geden Heidrun forsynede dem med henholdsvis flæsk og mjød ad libitum. Einherjerne trænede for at være klar til Ragnarok, den store endekamp mellem guder og jætter. 

I jernalderen var kvinderne en vigtig del af hærene, men ikke nødvendigvis som kæmpende. I de store våbenofferfund er der spor af kvinder, der har haft en vigtig funktion i forsyningstropperne. I nordisk mytologi møder vi kvinder som valkyrier, der hjælper de døde krigere til Valhal.  

Krig hos Tolkien

Som ung mand deltog Tolkien i Slaget ved Somme i Frankrig (1916), hvor to af hans venner mistede livet. Tolkien fik chok, og blev sendt hjem til England. Traumerne påvirkede Tolkien resten af livet og satte sig tydelige spor i hans forfatterskab. Flere stærke scener i Ringenes Herre er sandsynligvis inspireret af oplevelserne i de franske skyttegrave. Herunder er beskrevet udvalgte dele af omtale af krig hos Tolkien. 

Krigen mellem godt og ondt bølgede frem og tilbage i Midgård. Den første tidsalder var domineret af krigen om silmarillerne, tre lysende ædelsten lavet af elveren Fëanor. Elverfolket og deres allierede blandt menneskene forsøgte at tilbageerobre silmarillerne fra den onde Morgoth, der havde sat dem i sin krone. I den tredje tidsalder var Krigen om Ringen den altoverskyggende begivenhed. Morgoths tjener, Sauron, forsøgte at kontrollere verden med magtfulde ringe. Den mægtigste ring, Herskerringen, blev imidlertid ved et tilfælde fundet af hobbitten Bilbo. Mens Saurons orker angreb retskafne mennesker og elvere, måtte Bilbos adoptivsøn Frodo bringe Ringen til Dommedagsbjergets ild, hvor den kunne tilintetgøres. 

I den første tidsalders krige var Gondolins Fald en vigtig begivenhed. Elverkongen Turgon og hans folk havde i næsten 400 år levet i fred i byen Gondolin, der lå i skjul blandt høje bjerge. Ørne holdt vagt over byen, som den onde Morgoths spioner forgæves forsøgte at opspore. Desuden var Morgoths fæstning Angband i nord i lang tid under elvernes belejring. Men belejringen ophørte, og en skønne dag forrådte Turgons søstersøn Maeglin Gondolin. Den smukke by mellem bjergene blev angrebet og ødelagt af Morgoths balrogger og orker. Turgons barnebarn Eärendil sejlede senere over havet i sit skib Wingelot for at bede guderne om hjælp til det sidste, afgørende slag mod Morgoth. 

I den anden tidsalder oprustede Morgoths arvtager Sauron, blandt andet ved at smede magiske ringe. Almindelige elvere og mennesker kæmpede med våben som spyd, sværd, bue og pil, enten til fods eller til hest. Mange dværge kæmpede med økser, og nogle af Saurons orker brugte krumsabler, stridskøller og hammere. Både ringbrynjer og pladerustninger var udbredt, og det samme gjaldt hjelme og skjolde – ofte dekoreret med et våbenskjold. Både dværge og elvere havde dygtige våbensmede. Elverne var desuden kendt for deres smukke og stærke, sølvlignende metal mithril. Mange af Midgårds våben havde navne – et af de mest kendte var sværdet Narsil, der tilhørte Arnors og Gondors første konge Elendil. I slutningen af den anden tidsalder blev sværdet knust i kampen mod Sauron. Mange århundreder senere blev brudstykkerne samlet igen til Elendils efterkommer Aragorn, der kaldte det gensmedede sværd for Andúril. 

Mange slag i Midgård blev indledt ved, at den ene part sendte en regn af pile af sted mod fjenden. Der blev også ofte blæst i stridshorn for at indgyde tropperne mod og sprede skræk blandt fjenden. Under en træfning mellem den frafaldne troldmand Sarumans hær og rytterfolket Rohirrim fra Rohan gravede lansebevæbnede orker sig ned bag grøfter nær floden Isen, hvorefter Rohirrim stormede frem til hest. Senere dannede Rohans fodsoldater en skjoldmur, mens de taktfast bevægede sig frem mod orkerne.  

I borgen Isengard udviklede troldmanden Saruman i den tredje tidsalder en avanceret militærteknologi, blandt andet sprængstof og orker, der i modsætning til deres artsfrænder kunne kæmpe i sollys. Derudover var Saruman i besiddelse af en palantír, en magisk seersten, hvorigennem han efter alt at dømme kunne kommunikere med Sauron. Trods al sin teknologi kunne Saruman imidlertid ikke forhindre de store, trælignende væsner enterne i at ødelægge Isengard. Naturen fik således sin hævn. 

Syd for Rohan forberedte det mægtige rige Gondor sig på krig mod nabolandet Mordor, hvor Sauron holdt til i form af et stort, alseende øje. Mange af Gondors bjerge indgik i et bavnesystem, hvor der i tilfælde af et fjendtligt angreb blev tændt signalbål på toppene. 

Sauron havde ikke kun orker i sin hær. Han fik også hjælp af sørøvere og lejetropper fra syd. Enkelte af disse mennesker kæmpede fra enorme stridselefanter, mûmakil. Endelig hjalp de ni nazgûl, ringånder, Sauron med at gøre livet surt for Aragorn, Frodo og hans øvrige modstandere. Under Krigen om Ringens sidste store kamp, slaget på Pelennorsletten, mistede Sauron et af sine mægtigste våben – Nazgûl-lederen Heksekongen fra Angmar. Ifølge en gammel profeti kunne ingen mand skade Heksekongen. Da trådte Rohirrim-kvinden Éowyn frem, røbede sit køn og dræbte den forbløffede ringånd.