Omend mange gravskikke går igen på tværs af Madagaskars etniske grupper, optræder en særlig genstand udelukkende hos gruppen Sihanaka: den gaffelformede gravpæl kaldet fototra eller jiro. I 2017 besluttede jeg mig for at forsøge at skaffe en sådan til Moesgaard Museum fra landsbyen Anororo, hvor jeg feltarbejder. Tidligere tiders antropologer tilranede sig undertiden andre menneskers materielle kultur på i vor tids øjne helt uacceptabel vis, og mine forgængere på Madagaskar var bestemt ikke nogen undtagelse. I stedet for at bestikke mig frem eller simpelthen plyndre gravpladsen gik min strategi ud på at få lokalfremstillet en sihanakansk gravpæl helt fra bunden på præcis samme vis, af de samme mennesker og af de samme materialer, som de gravpæle, der rejses på Anororos gravplads. Historien om indsamlingsprocessen venter jeg med til en anden god gang, da jeg her vil fokusere på den viden, jeg gennem feltarbejde og arkivforskning har akkumuleret om sihanakanske gravpæle.
De sihanakanske gravpladser varierer en del i stil og størrelse. Landbyen Anororo, hvorfra gravpælen i de Etnografiske Samlinger stammer, har en af områdets største gravpladser bestående af omtrent 25 monumentale gravmæler, en håndfuld gravhøje, samt mere eller mindre velmarkerede enkeltgrave. De store huslignende gravmæler, hvori op til tre eller fire generationer af en slægt ligger begravet, er siden 1932 blevet bygget af mursten og beton i Anororo. Gravmælerne dekoreres på forskellig vis: De males i kraftige farver, nogle prydes af rækværk på taget og over indgangen, mens andre er udstyret med omkransende altaner. Ydermere ornamenteres gravmælerne af figurer såsom det kristne kors eller zebuoksen, der symboliserer velstand. Navnet på selve gravmælet, navnene på ægteparret der har bygget det, samt navnene på alle efterkommere, der er begravet i det, står påmalet på indgangssiden i lange lister. Gravpladsens mest respektindgydende symbol er imidlertid ikke placeret på selve gravmælet, men et par meter ud for dets nordøstlige hjørne, hvor gravmælets grundlæggere ligger begravet: den gaffelformede gravpæl.
Sihanakanske gravpæle spænder i højden mellem en og syv meter, men de fleste ligger mellem tre og fire meter. Pælene er relativt slanke og har sjældent en diameter på mere end 3o centimeter. Den førhen mest anvendte træsort var ifølge de tidligste kilder vintána (latin: calophyllum inophyllum) (Mullens 1875, 260–61), et hårdt og langsomt voksende træ, som spillede en central rolle for malagassernes austronesiske forfædre, der menes at have indført træet på Madagaskar fra Sydøstasien omkring 300 e.v.t. (Damon 2016, 186-187). I dag, hvor mange arter er i massiv tilbagegang på Madagaskar, er den foretrukne træsort til gravpæle den billige og hurtigt voksende eukalyptus, der blev indført i landet af de franske koloniherrer, og som nu præger det sihanakanske landskab mere end noget andet træ. Træet skal være holdbart, og derudover er det afgørende, at det naturligt deler sig i en flot gaffelform, hvis ender tilspidses, så de ligner hornene på zebuoksen – det malagassiske velstandssymbol. Ikke alle grave i Anororo har gravpæle, men de fleste har en enkel i middelhøjde, og nogle få har endda to eller tre stykker.
Gravpælene står imidlertid ikke nøgne. Der hvor træet deler sig i to, bindes den øvre del af et zebukranie fast med et stykke stof. Kraniet stammer fra en zebu, der er blevet ofret på gravpladsen – enten til en begravelse eller til et selvstændigt fototra-ritual som beskrevet afslutningsvist i denne tekst. Derudover anbringes diverse genstande oppe på spidserne eller ved foden af gravpælen. Der er tale om personlige ejendele, der tilhører personer i den pågældende grav. Døden på Madagaskar tænkes mere som en overgang end som en afslutning, og derfor giver man de døde deres mest elskede ejendele med til deres fortsatte eksistens i efterlivet. Ved foden af de fleste fototraer i Anororo ligger en hel dynge af stole, hatte og paraplyer, som er de tre hyppigst forekommende emner, men også tøj, senge eller papyruskurve med diverse andre ting findes oppe i eller ved foden af pælene. Genstandene slås i stykker eller gennemhulles for at undgå tyveri, men som de lokale forklarer, er det kun i det dennesidige, at de er ødelagte. At genstandene placeres ved fototraen for at blive brugt i efterlivet, er den forklaring, de fleste lokale i Anororo kommer med, og som også genfindes i en tekst fra 1874 af missionæren James Sibree (Decary 1962, 142). Sibree lufter dog også en anden ikke uplausibel teori om, at disse personlige ejendele tænkes som ”foruret af død”, hvorfor de må ud af huset, så de ikke forårsager mere død.
Fototra i historisk perspektiv
De tidligste skriftlige kilder, vi har fra Sihanaka-området, nævner intet om gravpæle. Det betyder imidlertid ikke, at traditionen for gravpæle endnu er opstået på den tid. Der er tale om fire tekster skrevet af franskmændene François Martin i 1667 (Martineau og Froidevaux 1931), Du Maine i 1792 (Du Maine 1810), Jacques de Lasalle i 1797 (de Lasalle 1898) og André Coppalle i 1825-26 (Coppalle 2006). Alle fire er franske udsendinge, der er på gennemrejse og kun opholder sig kort i det sihanakanske område, hvorfra de primært rapporterer om egnens potentiale for fransk kolonisering. Befolkningens materielle såvel som immaterielle kultur berøres kun ganske fragmentarisk. En helt anden type kilder dukker op i midten af 1870’erne, hvor London Missionary Society vender blikket mod de ”hedenske” sihanakanere. I 1874 drager missionærerne Joseph Mullens, James Sibree og J. Pillans ud på tre ugers rundfart i en stor del af det sihanakanske område med det formål at tilse og styrke den kristendom, der få år forinden er blevet indført af højlands-malagassiske evangelister. Dernæst slår Joseph Pearse som den første europæer sig ned blandt sihanakanerne i 1875 og driver en missionsstation frem til 1881, der senere overtages af James G. Mackay og E.H. Stribling. Fra denne periode, der strækker sig op til den franske kolonisering af Madagaskar i 1896, har vi en række interessante tekster, der viser markant større interesse for den sihanakanske kultur end det vi finder hos de franske forgængere. Endskønt denne interesse i høj grad bunder i en intention om at vise, hvor ”primitive, beskidte og fordrukne” sihanakanerne er - med andre ord hvor akut behovet er for kristning – efterlader de engelske missionærer et vindue for eftertiden ind til det førkoloniale Sihanaka, og det er her, vi finder de første skildringer af gravpæle.
Langt de fleste tekster om Sihanaka skrevet engelske missionærer, eller senere af franske koloniherrer, beretter om de enestående sihanakanske gravpæle, der ikke findes andetsteds på Madagaskar (Sibree 1874, 12; Mullens 1875, 260–61; Rabesihanaka 1877, 326; Moss 1876, 14, 1969, 75–76; Pearse 1882, 63; Baron 1882, 80–81; Mackay 1889, 280; Stribling 1890, 214; Pascal 1898, 1038; Laffay 1902, 36; Decary 1962, 142). Jeg har ikke set gravpæle i andre landsbyer end Anororo, men har dog hørt at de findes andre steder i området. Alle Anororos gravpæle står på gravpladsen nogle meter fra de grave, de hører til. Imidlertid virker det til, at gravpælene for små 150 år siden kunne stå ikke i forbindelse med gravene, men ved landsbyernes indgange – for eksempel skriver Mullens og Sibree i 1874, at de så gravpæle i vejkanten ved indgangen til hver eneste sihanakanske landsby - foran landsbyen Márosalázana ikke mindre end 24 pæle opstillet i seks rækker. Mange af disse pæle kan imidlertid have stået ved eller direkte ovenpå grave, som de europæiske øjenvidner kan have overset; sihanakanske gravpladser findes netop i vejsiden lidt uden for landsbyerne, og ingen af datidens sihanakanere blev som mange af nutidens begravet i pompøse gravmæler, men slet og ret i jorden, eventuelt i en jordhøj, der for udefrakommende let kunne forveksles med en lille bakke.
Gravpælene benævnes både dengang og i dag med to forskellige betegnelser: fototra og jiro. Jiro betyder ”lys” eller ”lampe”, mens fototra kan oversættes til ”fundament”, ”rod” og ”oprindelse” (Abinal og Malzac 2012, 190; Richardson og Cousins 2015, 206). Lokale forklarer, at gravpælene i Anororo – der primært kaldes fototra – bærer dette navn som symbol på slægtens rodfæstethed og sammenhold på tværs af levende og døde. Ifølge sihanakanere i vor tids Anororo, er de to navne synonyme: I Anororo kaldes gravpælene fototra, mens de de fleste andre steder kaldes jiro. At der er tale om synonymer, skriver også Joseph Pearse (Pearse 1882, 63), der med sine seks års ophold blandt Sihanaka, må regnes som den europæer fra førkolonial tid med størst kendskab til området. Dog kan visse landsbyer have anvendt de to termer på hver sin type af gravpæle – der lader nemlig til at have været to typer førhen. De højeste pæle, der kunne måle op til 10 meter (Decary 1962, 142), endda med enkelte eksemplarer på godt 15 meter (Stribling 1890, 214), kaldtes jiro, og det var her de personlige ejendele blev placeret. Fototra, derimod, blev anvendt om en stor gruppe markant mindre pæle rundtom, hvori de ofrede zebuers kranier blev hængt op (Pearse 1882, 63). Én grund til, at de to typer synes at være smeltet sammen til én i årenes løb, kan være, at antallet af ofrede zebuer under gravceremonier dengang var markant højere end i dag. Med det økonomiske lavvande, der i mange årtier har tynget Sihanaka, har familierne i dag sjældent råd til at ofre mere end én zebu, og de ældste i Anororo fortæller i samklang med historiske kilder, at zebuflokkene i deres ungdom var mange gange større end i dag. I det 19. århundrede blev op til 100 eller 150 zebuer ofret, når sihanakanske stormænd døde, og alle disse zebukranier blev monteret på de mindre fototra-pæle rundt om den høje jiro (Mackay 1889, 280).
De førkoloniale og koloniale tekster peger på et par andre mindre forskelle mellem datidens og nutidens gravpælepraksisser. To af de genstande, der oftest nævnes ophængt på datidens gravpæle er tinkasser og spejle. Tinkasserne har formentligt indeholdt mindre personlige ejendele, ligesom papyruskurvene gør det i dag. Spejlene kan have rummet et væld interessante betydninger, da spejle ofte indgår i malagassisk divination og åndebesættelse som et kighul mellem det dennesidige og det hinsidige – men hvad de har betydet på gravpælene, kan vi kun gisne om. Ydermere hævder franskmanden Raymond Decary, der kort besøgte det sihanakanske område, at de kraniebærende gravpæle i gammel tid var udskårne (Decary 1962, 142). Det trækker tråde til helt andre typer ikke-gaffelformede pæle i det sydlige Madagaskar, men hvor Decary har denne oplysning fra, skriver han ikke. En sidste og meget væsentlig forskel mellem dengang og i dag er anledningen til rejsningen af gravpælen. De af de historiske kilder, der kommer omkring, i hvilken forbindelse gravpælen rejses, er alle enige om, at det sker til begravelser, og at pælen er mindesmærke for udelukkende den ene person, der begraves (Rabesihanaka 1877, 326; de Fraysseix i Pascal 1898, 1038; Laffay 1902, 36). De to gange jeg har været vidne til fototra-rejsning i Anororo, har det derimod fungeret som et ritual uafhængigt af begravelser, og gravpælen blev i begge tilfælde rejst for familien og ikke for en enkeltperson.
Gravpælsritualet Fananganam-pototra i Anororo (2015 og 2016)
Som beskrevet af blandt andre antropologerne Rita Astuti (1995) og Gillian Feeley-Harnik (1991) ligger der en fordring i det malagassiske forhold til de døde om at ”arbejde for dem”. Det består i at vedligeholde og udsmykke gravene, samt holde de døde forsynede med hvad de måtte ønske sig af eksempelvis klæder eller mad. Dette kommer eksempelvis til udtryk i det mest berømte malagassiske ritual, Famadihana, hvor de dødes knogler tages ud af graven, svøbes i nye, dyre klæder, danses og festes med for endelig at blive lagt til hvile igen i graven. Side om side med Famadihana står i Anororo ritualet Fananganam-pototra, som jeg var vidne til den 7. oktober 2015 og den 21. oktober 2016, og som skildres i det følgende.
I begyndelsen af oktober 2015 kommer det mig for øre, at en ældste i familien, der har graven Amparabonga, har talt med sin forfader i drømme. Forfaderen har bedt sin efterkommer om at samle familien og udvælge en gunstig dag til at rejse en fototra ved graven. Den 7. oktober udvælges, og natten inden henter en gruppe af familiens unge mænd et passende træ i en hellig lund et godt stykke fra Anororo. Jeg støder til, da træet er blevet bragt ind i landsbyen og ligger afbarket foran den ældstes hus. Nogen hævder at det er et helligt hasina-træ (latin: dracaena).[i] Alle trækker ind i huset, hvor et hyret orkester spiller op til fest med messingblæsere og trommer. Rommen går på omgang, og der danses lystigt i det tætpakkede papyrushus. Dernæst strømmer mængden igen ud på gårdspladesen, hvor en mand indridser datoen i fototraen. Så knæler alle i en joro (åndepåkaldelses-rite), stilheden indfinder sig, den ældste taler til forfædrene, og derefter springer alle op, og festivitassen genoptages med fornyet kraft. En stor gruppe mænd løfter sammen den tunge fototra op på skuldrene og sætter gang i et optog fra denne sydlige del af Anororo i nordlig retning mod gravpladsen uden for landsbyen. Der synges, danses, klappes og hujes af det feststemte optog gennem Anororos gader, og folk stimler ud fra husene og gribes af den muntre stemning. Da vi lægger landsbyen bag os, ses det selv på lang afstand, at den til dagligt absolut ubefærdede gravplads er forvandlet til en veritabel festivalplads; et væld af boder, cykler, ris-traktorer, improviserede telte, enorme højtalere og en utællelig menneskemængde i stadig vækst udgør bagtæppet for det forestående ritual. Da fototra-processionen når den rød-og-hvid-malede Amparabonga-grav fra 1998, begynder de at cirkulere om den. Tolv runder tager de - et motiv der genfindes i andre af egnens ritualer. Dernæst stilles fototraen op ad gravens nordøstlige hjørne, en verdensretning, der associeres med forfædrene. Mens nogle unge mænd begynder at grave et hul i jorden, hvori fototraen anbringes, løber andre ud på den tilstødende rismark, hvor en flok zebuer går og græsser. En sort tyr med hvide aftegninger i hovedet indfanges med lasso og trækkes hen mod Amparabonga-graven. Dristige, unge mænd springer rodeoagtigt op ryggen af dyret, der kæmper voldsomt imod og stanger til højre og venstre. Trods modstanden ender zebutyren henne ved fototraen og det nu færdiggravede hul, hvor den væltes omkuld og svinebindes. Den store forsamling forstummer og knæler i en joro foran tyren og to ældste, hvoraf den ene fremsiger en lang åndepåkaldelse. Dernæst hældes helligt vand ud over tyren, røgelse sættes ved dens snude, og Anororos høvding holder en kort tale. Mens forsamlingen igen bryder ud i sang og dans, skærer en ung mand halsen over på tyren, hvis blod pumper ned i hullet med en voldsom kraft, der ender i en hul, hvæsende lyd. Efterfølgende lukkes det blodfyldte hul omkring fototraens fod til med jord, og tyren parteres. Efter en særlig fremgangsmåde fordeles kødet mellem de forskellige grene af storfamilien, som dernæst fordeler sig ud i de forskellige telte, hvor kødet tilberedes med ris og indtages som frokost. Dermed er Fananganam-pototra afsluttet, og skaren vender hen på eftermiddagen hjem til Anororo.
Året efter, den 21. oktober 2016, deltager jeg igen i en Fananganam-pototra. I det store og hele forløber ritualet på samme vis, men denne gang er det ved Anororos ældste huslignende gravmæle fra 1932, der bærer navnet Mahatsinjo I. Til forskel fra første gang får jeg under joroen placeret mig lige bag den svinebundne tyr og den landsbyældste, der fremsiger åndekaldelsen. En ung mand udstøder et højfrekvent ”u-u-u!”, der siges at tiltrække ånderne, og straks går påkaldelsen i gang. Grundet den fordelagtige placering får jeg optaget størstedelen af den ældstes ord, hvilket her følger i dansk oversættelse. Den malagassiske transskription findes i slutnoterne.[ii]
”Der er du Andriamanitra [den salvede herre, malagassisk højeste væsen], over alle ting. Jeg er ikke førstefødte, men sidstfødte, jeg er ikke fader, men barn. I er her kære forældre [i graven], I er her kære svogre [i graven eller blandt forsamlingen], og jer unge mænd og unge kvinder, som forskønner i landsbyen, også I er her kvinder, som er kilden til skabelse. Vi tager skammen bort [traditionel undskyldning for at tage ordet når de ældre forfædre er til stede] fordi…… [vinden overdøver]. Der er åkanderne, som forskønner søen, og varavera [?], som forskønner marken… [vind] Vi kaster det på bjerget og sætter ild til det… [vind]. Vend dig ikke [henvendt til zebutyren], for din væren her som faldende har en årsag, din væren her er en beslutning taget i fælleskab… [vind]. Der er du Andriamanitra, og Zanahary [ånderne], vi tilkalder jer fordi vi rejser denne fototra ved Mahatsinjo I [graven], ved denne fototra [bogstaveligt: fundament] bliver vi som familie godt understøttet. Navnet fototra er også jiro [bogstaveligt: lys], for at kaste lys derind især ved åbningen, på den lille som stadig skal have omsorg og den gamle der skal vises ære. Det er derfor vi rejser denne fototra, og vi lade zebuen falde ved fototraen… [vind] Også I er der, forfædre, og frem for alle Andrianampanjaka [fortidig konge i Anororo], det var dig der skabte ”de fem dage og to sten” [den lokale kalender]. Vi gør ikke hvad som helst, vi laver den joro… [vind]”
Der lyder et samstemmigt ”Alefao tsara fa [gør det gode]” fra forsamlingen. Den ældste tager to tynde kviste, hvormed han klapper zebuen ganske blidt, og fortsætter sin tale:
”Vi slår den ihjel i anledning af fototra-rejsning ved Mahatsinjo I! De [familien] har fulgt forfædrenes sædvaner, de har fået masser af efterkommere, når de søger, finder de, når de søger hvad end de ønsker, ser de det, og det er grunden. Vi slår dig [zebutyren] ihjel nu, i morgen skal du erstattes af hundred- eller tusindvis af zebuer… [vind] Når Bary og Bekoto [to ledende ældste], som er ansvarlige for Mahatsinjo I, når de rejser fototraen, giv dem da en god joro, en god bøn, god ære, eftersom de stadig efterlever forfædrenes sædvaner. De deler sig aldrig, for kilden [forfædrene] er god, giv dem en god joro til at gøre graven i stand og giv dem velstand, masser af velstand… [vind] Og vi takker Andriamanitra, Zanahary, så joroen bringer lykke.”
Her finder denne tekst om fototra i historisk og etnografisk perspektiv sin afslutning. Tilbage er der kun at sige, at beskrivelsen af selve indsamlingen af fototraen til Moesgaard i 2017 er under udarbejdelse, samt at fototraen nu venter i museets magasiner på en dag at blive udstillet.
[i] Hvis det er sandt, ligger der her en parallel til Anororos absolut største ritual, Feraomby, hvor hasina-træet spiller en hovedrolle. Det var jeg dog ikke opmærksom på tilbage i 2015, og nu i skrivende stund kan jeg hverken bekræfte eller afkræfte, at fototraen ved graven Amparabonga skulle være af hasina-træ, om end mine billeder af den godt kunne tyde på det, da den ser ud til at have en lidt mere kroget vækst end den mere lige eukalyptus.
[ii] ”Ao ianao Andriamanitra, ambonin'ny zavatra daholo, za koa tsy zokiny fa zandriny, tsy rainy fa zanany…akeo nareo ray amandreny tompon'ny fitenenana… eo nareo ry valilahy,eo koa nareo tovolahy sy tovovavy, endrikin'ny tanana, manatrika eto koa nareo vehivavy nisehoana, ka miala tsiny miala fondro satria….eo ny tatamo ravakin'ny farihy na varavera ravakin'ny saha……atoraka antendrimbohitra izy dia alefa odoran'ny afo, aza mitodika any ianao fa misy antony ny handavoana anao aketo, tenerana no nangalana anao fa tsy anterisetra, ka ankoatran'zany, akao enao Andriamanitra zanahary, ny hanantsovana anao dia hanangana ny fototra eto Mahatsinjo voalohany zahay, zany fototra zany dia mba ho mari-pototra zahay mianakavy, zany fototra zany dia jiro koa ny anarany, mba hazava tsara zareo akao indrindra fa ny tokatrano, ny madinika mbola ho tazaina ary ny antitra omem-boninahitra, ka zany no hananganana an'io fototra io; ka enga anie mba ho marim-pototra tsara zareo, ka zay no hanaovana joro mba handavoana an'ity aomby amin'fototra ty………………….ao koa nareo razana, indrindra Andrianampanjaka……nareo no nanao ny andro dimy na roa vato…………….fa tsy ataotao foana io ka zany no hangatana joro, tapao roa ity. ka zao ny hamonoana anao, hanao fototra anie Mahatsinjo voalohany e!mbola mitana ny fomban-drazana izy ireo, maro dimby anie ireo, maro fara koa, hitady reo mahazo, hikaraka reo mahita ze tadiaviny sy iriny dia ho hitany, ka zay ny antony, niany enao vonoina , amaraina enao hisolo arivo na anjatony……ka raha hanangapototra ry Bary, ry Bekoto zay mitantana ny Mahatsinjo voalohany dia mba omeo joro tsara izy, omeo vavaka tsara izy, omeo voninahitra tsara izy fa izy reo mbola mitana ny fombandrazana mitsy, reo tsy misaraka ato satria tsara ny niandohany tato, ny antony dia zao omeo joro tsara izy fa hanao an'ity fasana misy anareo ity dia mba omeo fananana be mitsy zareo, fananana mitafotafo…..ka dia misaotra an'Andriamanitra Zanahary kany joro ze natao dia mba hahasoa ahatsara anie.”
Litteraturliste
Abinal, Antoine, og Victorin Malzac. 2012. Dictionnaire Malgache-Français. Antananarivo: Éditions Ambozontany.
Astuti, Rita. 1995. People of the Sea: Identity and Descent among the Vezo of Madagascar. Cambridge Studies in Social Anthropology, 95. Cambridge: Cambridge University Press.
Baron, Richard. 1882. “From Ambatondrazaka to Fenoarivo”. The Antananarivo Annual and Madagascar Magazine VI: 75–94.
Coppalle, André. 2006. Voyage dans l’intérieur de Madagascar et à la capitale du roi Radama Ier : Un peintre découvre la Grande île, 1825-1826. Besançon: Éditions de la Lanterne Magique.
Damon, Frederick H. 2016. Trees, Knots, and Outriggers: Environmental Knowledge in the Northeast Kula Ring. Berghahn Books.
Decary, Raymond. 1962. La Mort et les Coutumes Funéraires à Madagascar. Paris: G.-P. Maisonneuve et Larose.
Du Maine. 1810. “Idée de la côte occidentale de Madagascar”. Annales de Voyages XI: 20–52.
Feeley-Harnik, Gillian. 1991. A Green Estate: Restoring Independence in Madagascar. Smithsonian series in ethnographic inquiry. Washington, D.C.: Smithsonian Institution Press. https://catalog.hathitrust.org/Record/002499045.
Laffay, Dr. 1902. “Le Bassin Lacustre d’Alaotra à Madagascar”. Revue de Madagascar, nr. 7: 22–38, 435–48.
Lasalle, Jacques de. 1898. “Mémoire sur Madagascar”. Notes, Reconnaissances et Explorations III: 555–95.
Mackay, James G. 1889. “Sixteen Months in Antsihanaka, N.E. Madagascar”. The Chronicle of the London Missionary Society, nr. September: 277–82.
Martineau, A., og Henri Froidevaux. 1931. Mémoires de François Martin, Fondateur de Pondichy. Paris: Société d’Éditions Géographiques, Maritimes et Coloniales.
Moss, Charles Frederick Arrowsmith. 1876. “Over Swamp, Moor, and Mountain”. The Antananarivo Annual and Madagascar Magazine II: 3–19.
———. 1969. A pioneer in Madagascar. New York: Negro Universities Press.
Mullens, Joseph. 1875. Twelve Months in Madagascar. New York: Robert Carter and Brothers.
Pascal, R. 1898. “Le Pays Sihanaka ou Cercle d’Ambatondrazaka”. Notes, Reconnaissances et Explorations IV: 1016–51.
Pearse, Joseph. 1882. “Customs Connected with Death and Burial Among the Sihanaka”. The Antananarivo Annual and Madagascar Magazine VI: 51–65.
Rabesihanaka. 1877. “The Sihanaka and Their Country”. Oversat af James Sibree. The Antananarivo Annual and Madagascar Magazine III: 309–29.
Richardson, James, og William Edward Cousins. 2015. A New Malagasy-English Dictionary. Antananarivo: The London Missionary Society.
Sibree, James. 1874. To Antsihanaka & Back. Antananarivo: Abraham Kingdon.
Stribling, E.H. 1890. “A Chapter on Antsihanaka, its People and Superstitions”. The Antananarivo Annual and Madagascar Magazine XIV: 212–18.
