I den danske jordbund nedbrydes organiske genstande generelt hurtigere end uorganiske genstande. Derfor finder arkæologerne for det meste sten, keramik, glas og korroderede metalsager, mens knogler, tak, tand, tekstiler, rav, læder og hår oftest er enten stærkt nedbrudte eller helt forsvundne. De organiske materialer bevares bedst under iltfattige og fugtige jordbundsforhold. Når denne type genstandsmateriale udgraves og dermed udsættes for luft- og lyspåvirkning nedbrydes de skrøbelige genstande meget hurtigt. Vigtige oplysninger kan herved gå tabt for arkæologerne. Hvis oldsagen er så nedbrudt, at den ikke kan håndteres uden risiko for ødelæggelse, bistår konservatorerne med at bjærge den skrøbelige genstand; der foretages en præparatoptagning. Efterfølgende stabiliseres genstanden på laboratoriet.
Ved særligt interessante profiler bliver der taget et profilaftræk, hvorved man bevarer et aftryk af de forskellige jordlag. De kulturelle aflejringer kan visuelt fremvises på udstillinger for publikum og anvendes som dokumentation for den menneskelige aktivitet på stedet.
In situ bevaring refererer til de foranstaltninger, man foretager under og efter en arkæologisk udgravning. I samarbejde med arkæologer overvåger og sikrer konservatoren udgravningsstedets bevaringsforhold. Der kan være flere årsager til, at man lader oldsager forblive i jorden eller på havbunden, men hvis fortiden skal bevares til fremtidens forskning, er det nødvendigt at genstandene bliver tildækket og beskyttet optimalt.
