Moesgaard Museums nye særudstilling Ud af kaos - Mellem Roms ørne og Odins ravne blev fredag 11. november åbnet af Hendes Majestæt Dronningen, som ankom til museet med helikopter. Hendes Majestæt fik en rundvisning i særudstillingen af museets direktør Mads Kähler Holst og udstillingens projektleder Camilla Bjarnø og i selskab med blandt andre borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, den ungarske ambassadør i Danmark, byrådsmedlemmer og repræsentanter fra erhvervslivet og fra de fonde, som har støttet udstillingen.

