V. Glob iført arabiske gevandter i ekspeditionslejren i den Portugisiske borgruin Qala’at a-Bahrain. Else Roesdahl, 1964
For præcis 70 år siden igangsatte arkæolog og eventyrer P.V. Glob de første golfekspeditioner, som revolutionerede vores billede af Arabien. Kultursamarbejdet lever fortsat mellem Danmark og golflandene.
På en udgravning i Vestgrønland i foråret 1953 modtog arkæolog Peter Vilhelm Glob et længe ventet brev fra Sheiken af Bahrain. Med brevet fik direktøren for et aarhusiansk museum en enestående chance for at igangsætte en udgravning, der skulle løse gåden om 100.000 mystiske gravhøje, der fandtes på ørken-øen Bahrain.
Opfattelsen havde hidtil været, at øen havde været en mennesketom begravelses-ø for befolkningen på Arabiens fastland, men det troede Professor Glob ikke på. Glob og hans engelske medarbejder T. G. Bibby mente, at der måtte stå en ukendt civilisation bag alle gravene:
Vi fandt meget hurtigt ud af at disse gravhøje lå dernede som et monument over den gamle Dilmun kultur - Oldtidens Dilmun - det sagnomspundne sted, som omtales i de ældste sagn og som vi kender fra sumerernes kileskrifter, fortalte han i 1968.
Da han i samme interview blev spurgt, hvem der tog til Arabien – arkæologen eller eventyreren - svarede Glob: Det var eventyreren, der tog arkæologen derned.
Den 5. december 2023 er det præcis 70 år siden, at professor i arkæologi og daværende direktør for Moesgaard Museum, P.V. Glob, satte sine ben i golflandene for første gang. Det blev starten til et usædvanligt forskningssamarbejde, som lever den dag i dag.


